Detailbranchens helt egen dedikerede højtid nærmer sig; nemlig Black Friday, der efterhånden har fået en række tillægsdage såsom Singles Day, Cyber Monday og sågar en dedikeret uge til vilde tilbud og imponerende salgstal bedre kendt som Black Week.
For mange detailforhandlere har disse dage en uhyre stor betydning for, om kalenderåret afsluttes med succes eller ej, og af denne grund ser vi mange forhandlere satse stort på netop denne tid af året.
Igennem årene er disse vilde tilbudsdage dog blevet kritiseret heftigt for at tilskynde til massivt overforbrug, der i sidste ende er til skade for miljøet.
Lad os tage et nærmere kig på, hvilken indflydelse Black Friday egentlig har på forbrugerne.
Fra gode kup til overforbrug
Black Friday er et begreb vi har lånt fra USA, hvor der tilbage i 70’erne og 80’erne var tale om en af de største juleshopping dage umiddelbart efter Thanksgiving (en helligdag, der for mange amerikanere markerer den sidste dag, inden julehøjtidelighederne for alvor starter).
I 90’erne begyndte detailbranchen i USA at følge med tidens tendenser og tilbyde fordelagtige priser for at skabe mersalg.
Sidenhen har traditionen opnået international karakter og har opnået en dedikeret uge med gode tilbud for mange forretninger.
Hvad der i starten var tiltænkt som en dedikeret jule shopping dag med fordelagtige tilbud, der er kommet mange forbrugere til gode, er sidenhen blevet kritiseret for at være blandt de største syndere til det massive overforbrug vi kender alt for godt til i dag.
Flere kritiserer nemlig forretningernes vilde tilbud som en måde at lokke forbrugerne til impulskøb af ting de i sidste ende aldrig vil få brug for og som alligevel vil blive smidt ud ganske kort tid efter.
Anti-Black Friday kampagner
Flere virksomheder har holdt øje med folkestemningen og har skabt deciderede kampagner imod overforbruget på netop denne dag.
Og desværre kun denne ene dag.
Som Thomas Kolster selv udtrykker det, så er det lidt ligesom at gå all in på Pride blot den ene dag, de regnbuefarvede festligheder finder sted.
Man kan ikke undgå, at forbrugerne finder det hyklerisk at forretningerne finder alle CSR-rapporter og grønne tiltag frem på lige netop denne dag for efterfølgende at gemme dem langt væk i arkiverne resten af året.
Der er omvendt også set flere tiltag fra bæredygtige brands, der anerkender indflydelsen af Black Friday og som med deres kampagner vinder de klimabevidste forbrugere over på deres side, ved at reklamere for holdbare produkter, der vil skabe glæde i mere end blot denne ene dag om året.
Genbrugs- og Green Friday
I stedet for deciderede anti-Black Friday kampagner er der også set flere eksempler på Genbrugs Friday og Green Friday i bæredygtighedens navn.
Fysiske genbrugsbutikker såvel som second hand apps har for alvor fået et godt greb om den internationale detailhandel og vil uden tvivl opleve større succes for fremtiden.
Det er en ideel manøvre at skifte forbrug ud med genbrug og grønnere løsninger netop på denne dag, så længe det giver mening for forbrugerne, og at de ikke endnu engang falder i med begge ben i overforbrug af second hand varer for samvittighedens skyld.
Bæredygtig markedsføring, hvor er vi på vej hen? Læs mit bud her.
Fremtiden for Black Friday
Det er klart, at den kritik, der rettes mod Black Friday, ikke er kommet af det rene ingenting.
Det er et faktum, at vi står med et massivt overforbrugsproblem på et internationalt plan, og de vilde tilbud, der kendetegner Black Friday, er desværre ikke med til at løse dette problem.
I Danmark er vi heldige, at vi ikke står over for samme kilometer lange køer som i USA foran de fysiske butikker.
I stedet kan vi bryste os af, at mange forbrugere herhjemme er prisbevidste og anser denne dag som en mulighed for at købe de julegaveønsker, der står højest på ønskesedlen for familie og venner, såvel som nødvendigheder til husholdningen.
Det er dog spændende (grønne) tendenser vi ser i øjeblikket, og Black Friday vil unægtelig få en anden klang for fremtiden, hvor detailbranchen for alvor skal rubbe neglene for at få de klimabevidste forbrugere indenfor i butikken.
Forudser du ligeledes en mere grøn Black Friday for fremtiden?
15 års tips og tricks?
På LinkedIn deler jeg hver uge tips og tricks med mere end 8.000 følgere. Det er gratis at følge med og du kan altid “unfollow” mig igen. Vil du være med?
Kommentarer