I en digital tidsalder med så meget fart på, og hvor fokus er på data, platforme og performance metrics, kan man let komme til at overse de mennesker, der faktisk er med til at forme og påvirke din markedsføring; både direkte og indirekte.
Det er her, interessentanalysen kommer ind i billedet.
Men hvad dækker begrebet egentlig over, og er det overhovedet relevant i en digital kontekst?
Lad os tage et nærmere kig på, hvad interessentanalyse er, hvordan du udfører den, og hvornår det giver mening at tage metoden i brug.
Hvad er en interessentanalyse?
En interessentanalyse handler grundlæggende om at identificere og analysere de personer, grupper eller organisationer, der har en interesse i, eller bliver påvirket af, din digitale marketingindsats.
Disse aktører betegnes som interessenter og kan have forskellige grader af indflydelse på, hvordan din strategi udvikles og eksekveres.
Analysen giver dig mulighed for at forstå, hvem dine nøglepersoner er, hvordan de påvirker dine aktiviteter, og hvordan du bedst kommunikerer og samarbejder med dem.
Sådan laver du en interessentanalyse
Processen er relativt enkel, men kræver et grundigt forarbejde for at skabe reel værdi.
Her er de vigtigste trin:
1. Identificér dine interessenter
Start med at danne et overblik over alle, der har en interesse i eller påvirkning på din digitale tiltag. Dette kan både være interne og eksterne aktører.
Eksempler på interne interessenter:
- Marketingteamet.
- Ledelsen.
- Salg og kundeservice.
- Web- og IT-teams.
Eksempler på eksterne interessenter:
- Kunder og brugere.
- Bureaupartnere og freelancere.
- Influencere og samarbejdspartnere.
- Myndigheder og regulatorer (fx GDPR-tilsyn).
2. Vurder deres indflydelse og interesse
Når interessenterne er identificeret, vurderes deres grad af indflydelse og interesse.
Hvem har beslutningskraft? Hvem bliver stærkest påvirket af din kampagne?
Ofte anvendes en interessentmatrix til at kortlægge dem – eksempelvis med akserne “høj/lav interesse” og “høj/lav indflydelse”.
3. Planlæg din kommunikation
På baggrund af analysen kan du definere en kommunikationsstrategi for hver gruppe: Skal du informere, inddrage, konsultere eller blot monitorere dem?
På den måde kan du styre både forventninger og engagement mere effektivt.
Hvorfor er interessentanalyse relevant i digital marketing?
Det korte svar: Fordi dine digitale marketingaktiviteter ikke foregår isoleret fra resten af virksomheden.
Digital markedsføring involverer ofte flere teams, platforme og eksterne samarbejdspartnere.
Uden en klar forståelse af, hvem dine nøgleinteressenter er, risikerer du alt fra misforståelser og ineffektiv kommunikation til manglende opbakning og fejl i implementeringen.
Eksempler på konkrete situationer, hvor interessentanalyse er relevant:
- Ved lancering af nye kampagner: Er alle på tværs af salg, support og marketing briefet og klar til at følge op.
- Ved brug af nye platforme eller teknologier: Har IT og legal været inddraget tidligt nok?
- Ved samarbejde med bureauer: Er der klare roller og forventningsafstemning?
- Ved datadreven marketing: Er der opbakning fra ledelsen til budget og KPI’er?
Hvem kan have gavn af interessentanalyse?
Interessentanalyse er ikke kun for store koncerner.
Også små og mellemstore virksomheder, bureauer og enkeltpersoner, der arbejder med digital strategi, kan drage nytte af metoden.
Faktisk bliver værktøjet endnu vigtigere, jo færre ressourcer man har, netop fordi man ikke har råd til at begå fejl, som kunne være undgået med klar forventningsstyring og bedre kommunikation.
Typiske anvendelsesområder:
- Udvikling og udrulning af marketingstrategier.
- Content marketing– og SEO-projekter.
- Paid media-kampagner (fx Google Ads, Meta-annoncering).
- Website-designs eller e-mail automation flows.
- Influencer– og affiliate-samarbejder.
Fordele ved interessentanalyse
En grundig interessentanalyse kan hjælpe med at undgå mange af de klassiske udfordringer i digital markedsføring, særligt når der er flere aktører og platforme i spil.
Her er nogle af de mest væsentlige fordele:
Bedre koordinering på tværs af teams
Når alle relevante interessenter er identificeret og informeret, bliver det langt nemmere at sikre, at alle arbejder mod de samme mål.
Det betyder færre misforståelser, kortere svartider og mere strømlinede arbejdsprocesser, især i tværfunktionelle projekter, hvor marketing, design, IT og salg skal spille sammen.
Indsigter fra forskellige perspektiver
En ofte overset fordel er, at interessenter kan bidrage med unikke indsigter, du ikke selv havde overvejet.
Eksempelvis kan kundeservice komme med værdifuld viden om typiske spørgsmål eller klager, som kan bruges til at finjustere budskaber i din markedsføring.
Større effekt af marketingindsatsen
Når din kommunikation er målrettet, dine samarbejder er velkoordinerede, og dine budskaber er i tråd med organisationens øvrige målsætninger, så bliver dit marketingarbejde ganske enkelt mere effektivt.
Resultatet? Bedre performance, højere ROI og mere sammenhæng i din digitale tilstedeværelse.
Fra indsigt til effekt
Ved at kende dine interessenter og forstå deres rolle og forventninger, kan du bedre navigere i en kompleks marketingvirkelighed og opnå bedre resultater.
Uanset om du arbejder med e-commerce, B2B lead-generering, branding eller noget helt fjerde, er interessentanalyse en disciplin, der kan styrke både strategien og samarbejdet og dermed skabe mere værdi for hele forretningen.
15 års tips og tricks?
På LinkedIn deler jeg hver uge tips og tricks med mere end 8.000 følgere. Det er gratis at følge med og du kan altid “unfollow” mig igen. Vil du være med?
Kommentarer