tiktok spark ads

I dag skal det handle om en markedsføringsstrategi, der i mine øjne giver enormt god mening at bruge lidt tid på at sætte sig ind i.

Det skal handle om storytelling – en strategi, der inviterer målgruppen med ind i en historie bag et produkt eller en service og som kan skabe en form for samhørighed mellem målgruppen og brandet, der i sidste ende giver større potentiale for salg.

Kunsten at fortælle historier

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen.

At kunne bruge ord til at fortælle en fængende og relevant historie eller blot lave en interessant annonce, der har en sælgende og underholdende effekt, er en kunst i sig selv.

Storytelling er disciplinen, der på en effektfuld måde fortæller en historie om, hvordan et produkt eller en service kan og har bidraget i så positiv en grad, at nytilkomne forbrugere ikke ser andre muligheder end at investere i produktet selv.

For mange mennesker bidrager det til et brands social proof at høre om, hvordan et produkt har haft en positiv indflydelse på andre forbrugeres hverdag.

Til forskel fra en positiv anmeldelse på Trustpilot, som naturligvis også bidrager positivt til et brands social proof, så har storytelling lidt mere plads at gøre godt med, til, på en spændende måde at formidle om et produkts positive aspekter.

Der vil dog naturligvis være forskel på forbrugerne; hvor nogle foretrækker at læse lange og spændende historier og anekdoter om, hvordan et produkt har bidraget positivt, vil der på samme tid være andre forbrugere der vil finde det overdrevent at skulle brug tid på at læse en lang historie.

Det gælder her om at finde ud af, hvad ens målgruppe foretrækker, og hvilken storytelling strategi, der vækker interesse – mere om det senere.

Hvorfor Storytelling er kraftfuldt i markedsføring

Fordelen ved at anvende storytelling er, at det på en sammenhængende og naturlig måde får skabt en forbindelse mellem produktets positive egenskaber og forbrugernes behov.

Med andre ord er der tale om dannelsen af en relation mellem et brand og forbrugerne, hvilket skaber en større tendens til loyalitet over for brandet og de egenskaber, det kan tilbyde.

Forbrugerne bliver bevidste om brandets kvaliteter, der øger den generelle brand awareness, og der opstår mulighed for flere tilbagevendende konverteringer fra loyale forbrugere.

Dertil er storytelling en væsentlig strategi, når det kommer til at differentiere sit brand fra markedet.

Via unikke og relaterbare historier kan dit brand og dit produkt skille sig ud fra mængden og blive gjort mindeværdige i forbrugernes erindring.

Nysgerrig på content marketing? Læs mere om denne type markedsføring i min guide her.

Struktur af en medrivende historie: Begyndelse, midte og slutning

Der er mange måder man kan gøre en historie medrivende på. Det er her vigtigt at huske, at det ikke udelukkende er storytelling i tekstformat, der kan være med til at sætte skub i markedsføringen.

Videobaseret storytelling kan være lige så effektivt og giver mulighed for at visualisere historien på en anden måde, end tekst tillader.

Uanset hvilket medie historien fortælles ud fra vil den klassiske struktur, man som oftest vil anvende, naturligvis være en start, midte og slutning opbygning, der bidrager til at skabe en medrivende historie.

Start

Begyndelsen på din historie bør vække interesse for din målgruppe.

Der skal være noget spændende eller interessant, der giver dem lyst til at læse med videre.

Det kan for eksempel være at personen, historien drejer sig om står over for en genkendelige problemstilling, der fænger forbrugerens interesse og giver dem lyst til at følge med i, hvordan personen ender med at løse sit problem ved hjælp af det produkt eller den ydelse, din virksomhed kan tilbyde.

Midte

Ved historiens midte vil det give mening at fokusere på, hvordan virksomheden helt konkret kan løse problematikken for historiens hovedperson.

For at fastholde forbrugeren kan der være fokus på, hvordan problemstillingens løsning har en følelsesmæssig appel til hovedpersonen, som forbrugeren kan genkende sig selv i.

Slutning

Slutningen på historien kan have som omdrejningspunkt de positive egenskaber, dit produkt eller ydelse har for hovedpersonen.

Hvordan bidrager din virksomhed med andre ord til hovedpersonens succes?

Sidst men ikke mindst bør det også være klart for forbrugerne, hvordan de selv kan få del i denne succes – led dem med andre ord hen til, hvor de kan erhverve sig virksomhedens produkt.

Brug af emotioner til at forstærke dit budskab

Som med så mange andre historiefortællende medier forstærker det altid et budskab, såfremt der anvendes følelser og fokuseres på den følelsesmæssige betydning, et produkt eller en ydelse har haft.

Som mennesker relaterer vi bedst til hinanden via følelser, og får et brand skabt en positiv følelsesmæssig stemning omkring sit produkt, vil der være en større tendens til, at forbrugerne opfatter det som en fordel at investere i netop dette produkt.

Teknikker til at gøre din historie mindeværdig

Udover den følelsesmæssige appel, storytellingformatet bør inkorporere for at forstærke sit budskab, findes der også andre teknikker, der kan være fordelagtige at tage i brug, for at gøre en historie mindeværdige som for eksempel:

  • Visualisering af historien gennem billede, video såvel som visualiserende sprog. Vi husker altid en historie bedre, såfremt vi får lov til at danne mentale billeder.
  • Gør historien relaterbar med personlige anekdoter, der lader målgruppen føle sig ”set” i historien.
  • Lad historien være en del af din interaktion med målgruppen. Giv mulighed for at målgruppen kan dele kommentarer og holdninger undervejs.

Ovenstående er blot et udpluk af hvilke teknikker, der kan gøre storytellingformatet mindeværdigt og dermed lade dit brand være top of mind for forbrugerne.

Storytelling i digitale medier: Videoer, blogs og sociale netværk

Storytelling kan efterhånden se ud på mange forskellige måder. Den klassiske version er de længere skriv på hjemmesiden eller i nyhedsbreve.

I dag er der dog også stort potentiale i at anvende de sociale og digitale medier.

Er du via analyser nået frem til den konklusion, at din målgruppe eksempelvis ikke er interesseret i at læse lange skriv via din hjemmeside, kan storytellingformatet også konverteres til et videoformat på de sociale medier.

Forestil dig her, at din målgruppe bliver præsenteret for en kort video på Instagram eller TikTok, der via den rette redigering, musik og effekter får formidlet budskabet om et produkt og dets kvaliteter i en relaterbar og fængende video.

Denne effekt vil også kunne opnås via almindelige billede opslag med dertilhørende tekst, der formidler det billedelige indhold og får formidlet budskabet omkring produktet.

Fordelen ved at anvende de sociale medier, er at der er potentiale for at budskabet bliver delt via målgruppens sociale netværk.

Blogindhold

Blogs kan i denne forbindelse også være en oplagt mulighed for at skabe en effektiv storytelling.

Der kan her dedikeres en fane på virksomhedens hjemmeside til en blog, hvor der er rig mulighed for at være kreativ med sin content marketing.

Bloggen kan henvises til fra virksomhedens sociale medier, og der kan således kreeres en synergi mellem de enkelte kanaler.

Cases: Succeshistorier med effektiv Storytelling

Der findes efterhånden mange gode eksempler på effektiv storytelling, man kan drage inspiration fra.

Jeg vil i denne sammenhæng fremhæve to eksempler på storytelling, der hver især tager udgangspunkt i forskellige medier – nemlig det skrevne og det videobaserede, som begge fungerer glimrende til at fremhæve den gode historie.

IKEA

Det svenske møbelmærke har efterhånden en lang række kampagner bag sig, der på succesfuld vis anvender storytelling.

Et godt eksempel er denne kampagne, der sætter fokus på at flytte hjemmefra.

Kampagnens historieopsætning minder forbrugerne om, at IKEA er blandt de møbelforhandlere, der blandt andet henvender sig til unge, der står over for at skulle flytte hjemmefra og har behov for møbler til økonomiske priser.

Dove

Det amerikanske skønhedsmærke Dove har over flere kampagner gjort en indsats for at gøre op med skønhedsindustriens idealer og således inddrage et større publikum til at drage fordel af deres produkter.

Kampagnen ”Redefining Beauty” har fokus på at inddrage kvinders forskelligartede og inklusive perspektiver på skønhed og dermed fortælle historien om, hvordan alle bør tage del af den skønhed, vi alle besidder.

Via denne kampagne giver Dove mulighed for at forbrugerne kan støtte op om disse nye skønhedsidealer ved at investere i deres produkter.

Udfordringer og faldgruber ved Storytelling i markedsføring

Afhængig af målgruppen kan der være faldgruber og udfordringer ved storytelling. Nogle målgrupper kan ganske enkelt slet ikke være interesseret i at læse lange og kreative skriv omkring et produkts værdier og fordele.

Der vil her være tale om en målgruppe, der har behov for at blive præsenteret for budskabet om et produkt af andre veje.

Der vil her være behov for at genoverveje sin storytelling strategi, således at den rammer målgruppen mere præcist.

De sociale medier kan her anvendes kreativt til at gøre budskabet mere spiseligt og lettere tilgængeligt.

Kreative videoer eller kortfattede posts kan være med til at fænge interessen for forbrugerne og eventuelt lede dem over på virksomhedens blog eller nyhedsbrev.

Måling af effekten af Storytelling på brand engagement

Det giver kun mening at dykke ned i storytellingformatet, såfremt det skaber en form for brand engagement og er med til at lade din virksomhed og dit produkt være top of mind for forbrugerne.

Så hvordan måler man effekten af sine storytellingtiltag?

Det kan man gøre på lidt forskellige måder:

  • Analyse af engagement på sociale medier: hvordan interagerer din målgruppe med dine storytellingtiltag? Liker de og kommenterer de, eller henviser de til dit post til andre brugere? Der findes forskellige analyseværktøjer, der kan anvendes til at dykke ned i disse spørgsmål og måle hvordan storytelling er med til at skabe brand awareness.
  • Analyse af website engagement: har dine storytelling-tiltag skabt mere trafik til din hjemmeside og har det i så fald skabt en højere konverteringsrate? Det kan være enormt givende for målingen og analysen af effekten af storytelling at tage et kig på, hvilke specifikke sider forbrugerne lander på, efter at blive præsenteret for din storytelling.

Fremtidens Storytelling: Nye trends og innovationer

Som med så mange andre markedsføringsstrategier er jeg af den overbevisning, at det altid kan betale sig at kigge fremad og overveje, hvilke nye trends og innovationsmuligheder der er.

Når det kommer til det kreative storytellingformat, er der mange muligheder for fremtiden, hvis du spørger mig.

Jeg kommer herunder med mine bud på, hvilke nye trends der med tiden vil få stor værdi for storytelling.

VR og AR

Jeg har i tidligere indlæg skrevet om Virtual Reality såvel som Augmented Reality, og hvordan det kan være med til at sætte et præg på fremtiden.

Jeg vil i denne forbindelse mene, at disse to former for Extended Reality også vil have noget at skulle have sagt i forhold til storytelling.

Der vil nemlig her være mulighed for et brand at kunne udvide den fængende historie om et produkt med visuelle elementer, som forbrugeren aktivt kan være en del af; enten ved hjælp af VR-briller eller via en App, der tillader forbrugeren at se produktet og dets egenskaber gennem sin smartphone forankret i den virkelige verden.

Nye trends og samfundsdebatter

Storytelling vil i mine øjne altid vedblive med at være relevant, såfremt formatet formår at følge med i de aktuelle samfundsdebatter og trends i samfundet.

En fængende historie vil derfor for fremtiden forblive fængende, hvis den eksempelvis tager fat i aktuelle emner som bæredygtighed og mentalt helbred i de cases, hvor det giver mening at bruge krudt på netop disse emner.

Pointen er bare, at forbrugerne i langt højere grad er kritiske over for det de læser og ser, og skal din storytelling vække interesse, så bør den kunne tage fat i de emner, din målgruppe finder interessante.

Personalisering

Som nævnt ovenfor er storytelling en disciplin der, udefra set, kan være vanskelig at mestre, på baggrund af den statuering, der eksisterer af formatet blandt et hav af brancher.

For fremtiden tror jeg på, at dette format i højere grad end nu vil opleve at blive en del af de efterhånden mange personaliseringsstrategier.

I stedet for at skulle kreere en form for storytelling, der henvender sig til en større målgruppe, vil det for fremtiden være mere relevant at indsnævre det til eksempelvis de buyer personas, der rent faktisk finder det interessant at læse med på dette format.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

15 års tips og tricks?

På LinkedIn deler jeg hver uge tips og tricks med mere end 7.000 følgere. Det er gratis at følge med og du kan altid “unfollow” mig igen. Vil du være med?

Gratis tips og tricks »