LinkedIn har lanceret en Business Manager

Over sommeren 2022 har LinkedIn rullet sin nye platform for virksomheder ud.

Byd velkommen til LinkedIn Business Manager!

I den forbindelse har jeg fået spørgsmål om, hvad den nye Business Manager kan, og hvilke virksomheder det er relevant for.

Mit svar er, at hvis du er interesseret nok til at være endt på siden her, er det noget, du kan få gavn af. Men læs videre og bedøm selv.

Hvem er LinkedIn Business Manager for?

Business Manager løser først og fremmest de problemer, som større virksomheder har siddet med, når de laver markedsføring på LinkedIn.

Man kan samle sine aktiviteter på tværs af blandt andet LinkedIn Campaign Manager og LinkedIn Ads, kontrollere flere virksomhedssider fra samme sted og give flere personer hel eller delvis adgang til sine virksomhedssider.

Det betyder dog ikke, at det ikke kan være brugbart for mindre virksomheder også. Business Manager giver nemlig brugerne indsigt i data om salgsattribuering, målgrupper og meget mere.

Hvad kan LinkedIn Business Manager?

Kort og godt giver Business Manager dig et centraliseret dashboard, hvor du kan få overblik over dine kolleger, konti og kampagner. Det gør det lettere at have flere forskellige virksomhedssider og kampagner kørende på én gang og reducerer tiden på administrative opgaver.

Del data på tværs af dine sider

Med Business Manager kan du dele data på tværs af dine sider. Det betyder f.eks., at du kan dele dine matched audiences og slippe for at oprette dem manuelt for hver side, du bruger.

Arbejd sammen med andre

Du får også muligheden for at tilføje dine kolleger til teams, hvor I kan arbejde sammen på virksomhedssider og annoncer.

Du får tilmed kontrol over, om andre skal have fuld eller delvis adgang til dine sider. Det er brugbart, hvis du vil tilføje personer uden for din virksomhed til et projekt. Hvis I f.eks. hyrer en content creator eller kører et samarbejde med en anden virksomhed, kan du give adgang udelukkende til de funktioner og sider, der er brug for.

Hvad er forventningerne til LinkedIn Business Manager i fremtiden?

Platformen har langt fra forløst sit fulde potentiale, og grundene til at bruge Business Manager bliver kun flere over tid.

Første fase har mest handlet om at give brugerne en overskuelig platform, der samler LinkedIns forskellige funktioner til markedsføring. Men på sigt betyder integrationen af de forskellige funktioner i Business Manager også, at du vil få adgang til flere og mere præcise data på dine kunder.

Blandt andet har LinkedIn allerede annonceret, at du i Business Manager vil få attributionsrapporter baseret på CRM-data fra Campaign Manager. Den viden kan være afgørende for at tilpasse din virksomheds marketingindsatser og optimere jeres ROI.

Skal jeg bruge LinkedIn Business Manager?

Spørger du mig, kan du lige så godt komme i gang med Business Manager med det samme.

Mit gæt er, at LinkedIn over tid vil have gjort det så attraktivt for virksomheder at bruge Business Manager, at du ender der før eller siden, hvis du laver markedsføring på LinkedIn.

Overgangen dertil er let, selv hvis du har mange projekter kørende i Ads og Campaign Manager – du skal ikke starte forfra, det bliver bare samlet.

Er du ny, men ambitiøs omkring markedsføring på LinkedIn, kan du lige så godt bygge en god struktur op i Business Manager fra starten af.

Det er ligetil at begynde på, og ellers hjælper LinkedIn dig på vej med denne guide.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Vil du ikke gå ikke glip af noget?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få alle mine tips og tricks gratis i din indbakke.