Hvorfor kan det betale sig at tage et online kursus?

Lad mig med det samme afsløre, at jeg er ret begejstret for online kurser.

Et online kursus er en mulighed for at sætte skub i din faglige udvikling uden at sætte din hverdag og forretning på pause.

Ligesom at det er en fleksibel måde at tilbyde uddannelse til en større gruppe på. F.eks. din afdeling, hvor alle medarbejdere har forskellige skemaer og behov.

Kort sagt skal du tage et online kursus, fordi:

#1 Du får maksimalt udbytte af undervisningen
#2 Du kan tage kurset, når det passer dig
#3 Du lærer fra de dygtigste
#4 Det er billigere end fysiske kurser
#5 Du ligger inde med værdifuld viden for evigt

Den lidt længere forklaring får du her.

Du får maksimalt udbytte af undervisningen

Med et online kursus kan du tage tingene i dit eget tempo. Det, du synes er nemt, kan du gå hurtigt over, og det, du har sværere ved, kan du spole tilbage og høre igen.

Er I en hel afdeling, der skal tage samme kursus, vil I med garanti opleve, at det er forskellige ting, I bliver udfordret af. Derfor får alle mest ud af kurset, når det kan tages i eget tempo.

Du kan tage kurset, når det passer dig

I stedet for at være bundet op på en bestemt dag eller et bestemt tidsrum, kan du tage kurset, når det passer ind i din hverdag.

Du kan tage det hele på én gang eller dele det op i mindre bidder. Fordelen er, at du kan tage kurset, når du er mest veloplagt, og det sikrer, at du får det bedste udbytte.

Du lærer fra de dygtigste

Når du tager et online kursus, er du ikke begrænset af, hvor du befinder dig.

Et væld af nye muligheder åbner sig, når du ikke skal tage hensyn til, at kurset skal være i cykelafstand eller tæt ved en motorvej. Du kan tage kursus hos den, du synes er allerdygtigst – uanset om de sidder i København, Kolding eller Kabul.

Det giver dig også mulighed for at indrette dit læringsrum præcis som (og hvor), det passer dig.

Det er billigere end fysiske kurser

Der findes online og fysiske kurser i alle prisklasser.

Men generelt er det sådan, at et online kursus er billigere end et tilsvarende kursus, der foregår fysisk.

Det skyldes, at det koster mindre at producere og distribuere et online kursus. Det kan nemlig optages én gang og derefter sælges ubegrænset. Og jo mindre tid og færre penge, der skal bruges på at afvikle et kursus – desto billigere kan det gøres for dig, der tager det.

Du ligger inde med værdifuld viden for evigt

Når du har været på kursus, er der forhåbentlig ting, der har sat sig fast. Men du skal have klæbehjerne, hvis du kan huske alt, der bliver sagt.

Derfor er det en fordel, at du kan hive den viden, du har fået frem – også efter, at kurset er slut.

Når du køber et online kursus, har du al viden liggende.

Det giver dig mulighed for at genopfriske det, du har lært. Eller lære nye ting, som ikke satte sig fast første gang.

Også om 10 uger, 10 måneder eller 10 år.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

15 års tips og tricks?

På LinkedIn deler jeg hver uge tips og tricks med mere end 7.000 følgere. Det er gratis at følge med og du kan altid “unfollow” mig igen. Vil du være med?

Gratis tips og tricks »