I dette indlæg skal vi kigge nærmere på, hvad value chain eller på dansk ”værdikæde” er for en størrelse.

Value chain er for mange virksomheder et essentielt analyseredskab, der giver overblik over virksomhedens aktiviteter og forbindelsen mellem disse.

Aktiviteterne bør analyseres hver for sig, men vil tilsammen udgøre en kæde, der i sidste ende er med til at tilføre værdi til det produkt, som virksomheden ønsker at sælge.

Essentielt analyseredskab

Value chain anvendes som et redskab for at sikre virksomheder overblikket over de mest essentielle aktiviteter med formålet om at skabe mest mulig værdi for kunderne og således opnå større konkurrencedygtighed.

Jo bedre de enkelte elementer spiller sammen, jo stærkere vil kæden være til at skabe værdi for det færdige produkt.

Hvordan skaber man en stærk og overbevisende value proposition? Læs mere her.

Produkt er her nøgleordet, da den klassiske værdikæde i høj grad henvender sig til produktionsvirksomheder, der vil have gavn af overblikket over aktiviteter som eksempelvis logistik, produktion og teknologiske ressourcer.

Hvilke aktiviteter der vil være relevante at tage et kig på for andre typer af virksomheder, for eksempel handelsvirksomheder eller virksomheder, der beskæftiger sig med salg af ydelser, kan du læse mere om senere i dette indlæg.

Aktiviteterne, der henvender sig til produktionsvirksomheder, kan du læse mere om nedenfor.

Value chain

Fordeling af aktiviteter

Værdikæden giver et overblik over i alt ni forskellige aktiviteter inden for virksomheden. Disse aktiviteter opdeles i primære aktiviteter og støtteaktiviteter.

Lad os kigge nærmere på disse herunder.

Primære aktiviteter

Når man snakker primære aktiviteter, snakker man om de aktiviteter, der har en direkte effekt på den vare, din virksomhed kan tilbyde.

  • Indgående logistik: Indkøb, modtagelse og distribution af de råmaterialer eller elementer, der anvendes til at skabe dit produkt.
  • Produktion: Anvendelse af råmaterialer til design og udvikling af det endelige produkt.
  • Udgående logistik: Distribution og levering af de færdige produkter.
  • Marketing og salg: Markedsføringsindsatser der skal til for at promovere og i sidste ende sælge dine varer via kampagner, annoncer mm.
  • Service: Alle former for service aktiviteter efter salg fx vejledning, reklamationer, kundeservice etc.

Støtteaktiviteter

Som navnet også antyder, er der her tale om aktiviteter, der støtter op om de primære aktiviteter, men som ikke har en direkte effekt på det færdige produkt som sådan.

Deres funktion er dog på samme måde som de primære aktiviteter at skabe værdi for kunden, da der her er tale om aktiviteter, der er med til at effektivisere virksomhedens produktion og distribution.

  • Virksomhedens infrastruktur: Der er her tale om virksomhedens generelle organisationsstruktur; med andre ord, hvordan er virksomheden bygget op for at den daglige drift kan fungere optimalt.
  • Menneskelige ressourcer: Ingen virksomhed uden de rette medarbejdere. HR spiller en uhyre vigtig rolle, når det kommer til at skabe værdi for kunderne. Medarbejdernes motivation og mulighed for udvikling er kerneelementer i en velfungerende virksomhed.
  • Teknologiske ressourcer: Ressourcer der anvendes i produktionen og distributionen af produkter. Det betaler sig her at være med på den teknologiske udvikling for at opnå en effektiv produktion af høj kvalitet.
  • Indkøb/forsyninger: Aktiviteter der dækker indkøb af varer, teknologi, aftaler med leverandører etc.

Margin

Sidst men ikke mindst har vi marginen, der refererer til forskellen mellem de samlede omkostninger for virksomheden og den samlede værdi produktet har for forbrugerne; herunder indtægten fra salget.

På denne måde kommer marginen til at repræsentere den overskudsprocent, virksomheden i sidste ende står tilbage med som følge af de ovenstående aktiviteter.

Værdikæde for andre typer virksomheder

Som nævnt, vil ovenstående beskrivelse af den klassiske værdikæde ikke nødvendigvis inkludere alle relevante elementer for virksomheder, der ikke har med produktion at gøre.

Når det kommer til servicevirksomheder, vil de primære aktiviteter se anderledes ud. Eksempelvis vil indgående og udgående logistik ikke indgå som aktiviteter, og der vil i stedet være fokus på følgende elementer

  • Produkt- og konceptudvikling.
  • Markedsføring og de fire P’er.
  • Salg og herunder anvendelsen af CRM-systemer.
  • Implementering af service strategier.

Er der tale om en handelsvirksomhed, vil der heller ikke være et fokus på produktionsaktiviteter, men snarer de aktiviteter (foruden markedsføring, salg og service), der har at gøre med indkøbet af produkter, lagerstyring og distribution.

Selvom værdikæden blev udarbejdet med fokus på produktionsvirksomheder, kan den med få ændringer sagtens fungere til andre typer af virksomheder, der ønsker at analysere, hvorledes deres aktiviteter spiller sammen med målet om at skabe størst mulig værdi og fortjeneste.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

15 års tips og tricks?

På LinkedIn deler jeg hver uge tips og tricks med mere end 7.000 følgere. Det er gratis at følge med og du kan altid “unfollow” mig igen. Vil du være med?

Gratis tips og tricks »