5 gode grunde til at du bør investere i tekstkompetencer

5 gode grunde til at du bør investere i tekstkompetencer


Jeg har i dag overdraget ordet til min kære søster, Michelle Weis.

For et par år siden gik det op for mig, at jeg ikke kan sætte kommaer, og jeg fik også et par kommentarer for mine manglende evner på bloggen.

Det var startskuddet til det, der siden har vist sig at være et stærkt samarbejde.

Vi kommer ud af en familie med en god arbejdsmoral, og det kan man mærke på begge mine søstre.

Derfor er jeg glad for at give Michelle lidt spaltplads og lade hende fortælle om sine erfaringer som tekstforfatter for et hav af virksomheder.

Jeg håber, at I vil tage godt imod hende, og at I samtidig får noget ud af artiklen.

Værsgo søs – ordet er dit.

“ Ord får deres mening gennem den måde, hvorpå de bliver brugt ”.

Det kan jeg huske, at min forelæser sagde til en forelæsning på første semester på Aarhus Universitet – og dér sad jeg, uvidende og uinteresseret i sprogsystemet, men ikke desto mindre er sætningen indgroet i min hukommelse, og den giver faktisk mening set i bakspejlet.

Det er heldigvis ikke sprogsystemet, vi skal berøre i dag, men i relation til indledende sætning vil jeg give mine 5 grunde til, hvorfor man bør investere i en tekstforfatter, der formår at sammensætte ordene, så de giver mening for din forretning og for dine besøgende.

Få skrevet tekster, der sælger!

#1 Tekster sælger: ansæt en tekstforfatter, der kan sælge dine produkter gennem tekst og slip for besværet ved at bruge oceaner af tid på at sammenfatte en sløj tekst, der ikke slår til.

Produkttekster skriver ikke sig selv, desværre. Hvis de gjorde, ville verden være et bedre sted for online webshops – dét er jeg sikker på – men tilbage til virkeligheden. I min optik er en god produkttekst alfa omega, og dette er ikke noget, jeg siger, fordi jeg selv har skrevet tusindvis af dem efterhånden, men det er også set fra et “forbruger-mæssigt” synspunkt.

Når jeg finkæmmer nettet for tøj, sko og skønhedsprodukter, hvilket jeg desværre (for pengepungen) gør lidt for ofte, har det en stor betydning, at produktteksten er fyldestgørende. Dette er især, fordi jeg ikke har mulighed for at prøve, mærke eller se produktet, inden jeg køber det, og dette skal teksten altså kompensere for.

“En kashmir sweater til 1000 kr. sælger ikke sig selv; jeg skal kunne mærke, hvor lækker og fløjlsblød, den er, og jeg skal få en fornemmelse af, hvordan den omslutter min krop med velbehag, når de kolde vintermåneder melder deres ankomst. Dette lyder som en besværlig opgave, men hvis man sammensætter ordene rigtigt, kan man rent faktisk give denne følelse videre til læseren.”

Pris er et parameter, som vi alle handler ud fra, og som virksomhed kan man ikke altid ændre på prisen uden videre. Min erfaring siger mig dog, at en god, sælgende og fyldestgørende tekst kan gøre op for, at dit produkt er 50 kr. dyrere end konkurrenternes.

Hvis jeg kommer ind på en produktside, der mangler en fyldestgørende tekst, bliver jeg i tvivl om sidens troværdighed, og derfor kan jeg godt finde på at købe produktet på en side, der indgyder troværdighed samt fremstår mere professionel.

(Desuden er jeg vokset op med ‘gramma-politiet’ i form af min mor, og derfor er jeg ekstremt opmærksom på grammatiske fejl, herunder korrekt tegnsætning, og jeg kan godt finde på at vælge en side fra, hvis den er spækket med fejl, da jeg mener, at dette svækker troværdigheden).

Tip:
Sørg for, at alle dine produktsider har en informativ tekst. Sæt dig i brugerens sted: hvad vil du gerne vide om produktet, inden du køber det? Vær kreativ, skriv direkte til brugeren og anerkend dennes behov – sådan skaber man salg gennem tekst.

Hvis du ikke selv kan overkomme denne opgave, kan du med fordel ansætte en produktskribent eller hyre et bureau til opgaven. Således kan du være sikker på, at du får høj kvalitet, samt at dit tekstarbejde bliver gennemført.

Struktur, struktur, struktur!

Hvis du selv ønsker at skrive teksterne til din hjemmeside, har jeg et lille fif, der gør opgaven lidt nemmere. Noget af det, der har hjulpet mig meget, når jeg har skrevet tekster for forskellige virksomheder, er struktur. Hvis du har en bestemt struktur eller skabelon, som du kan følge, bliver dit arbejde mere effektivt.

Hvis du driver en virksomhed, der sælger skønheds- eller plejeprodukter, kan du eksempelvis opsætte en struktur med fire afsnit.

Forestil dig, at du skal skrive en produkttekst om en dagcreme. Prøv at følge denne struktur:

Hvad er det for et produkt?
XXXX er en fugtgivende dagcreme, der forsyner huden med optimal næring. Cremen virker desuden blødgørende på huden, der efterlades med en velplejet finish. XXXX er særligt velegnet til tør hud, der trænger til et boost af næring.

Hvad indeholder produktet?
XXXX er baseret på en formel med ekstrakt af XX og XX, der tilfører intens næring til huden. Derudover er dagcremen beriget med XX, der har en opstrammende virkning på huden, mens XX sikrer ultimativ blødhed.

Hvad gør produktet for dig?
Ønsker du at gå hver dag i møde med en sund udstråling, er XXXX det perfekte hudplejeprodukt for dig. Den intenst nærende dagcreme tilfører masser af fugt til din hud, der efterlades med en smuk og velplejet finish.

Hvordan bruger du produktet?
Påfør din dagcreme på ren og tør hud, og massér cremen godt ind i huden med fingerspidserne. Anvend cremen hver morgen som en del af din daglige skønhedsrutine for et ultimativt resultat. Du kan med fordel anvende en natcreme til tør hud, hvis du ønsker at fuldende plejerutinen.

Ofte er det denne ‘skabelon’, jeg bruger, når jeg skriver produkttekster for billigvoks, som sælger skønhedsprodukter. Dette sparer mig for en masse tid, fordi jeg “blot” skal være kreativ inden for de rammer, der allerede er givet.

Find én, der kan skrive tekster til pressen

#2 En god tekstforfatter kan sammensætte ordene, så de fanger enhver læser – og dette skal du udnytte til at drage fokus på dit brand i medierne!

Hos The Burger Concept arbejder vi målrettet med PR, og vi har flere gange været i lokale medier, når vi har haft et relevant budskab. Når vores artikler er blevet bragt, oplever vi naturligvis en stigning i efterspørgslen efter vores produkt, samtidig med at vi oplever, at kendskabet til vores brand bliver udbredt.

MEN… Det er ikke let at levere gode PR-artikler, som medierne samler op – selv ikke i agurketiden, hvor selv de mest intetsigende historier (prøv bare at åbne BT) bliver bragt. Hvis man ikke har et kreativt mindset, kan det desuden være svært at spotte de gode overskrifter og budskaber, og så snakker vi altså om en artikel, der formentlig aldrig ser dagens lys.

Da The Burger Concept åbnede i Viborg med nye lokaler og moderne interiør, oplevede de, at messing-gaflerne begyndte at forsvinde fra butikken; nogle stjal simpelthen de nye gafler. Denne beklagelige situation udnyttede vi, og vi lavede således en artikel om, at den nye burgerbar i Viborg var så populær, at selv bestikket forsvandt. Jeg tror, at overskriften var noget ala: “Det kan godt ske, det kommer til at ‘knive’ med gaflerne (…)”, hvis I forstår sådan én.

(Igen – det hele kommer an på, hvordan man sammensætter ordene jævnfør den første linje i indlægget).

Jeg har desuden lige skrevet en artikel til pressen for den danske virksomhed, MeeW, som er jobmarkedets svar på Tinder (som vi vel alle kender, right?) Her har vi netop valgt at tage den famøse Tinder-vinkel i en artikel, der retter henvendelse til de nye studerende, der kan “swipe sig til deres nye studiejob”.

Så mit råd: Tænk kreativt og gerne ud af boksen. På denne måde kan du skabe overskrifter, der fanger læserens opmærksomhed, samtidig med at du kan skrive inspirerende artikler (Læs: du skal ikke finde inspiration til spændende artikler på BT).

Find en tekstforfatter, der evner at få øje på de gode historier, og som formår at skrive overskrifter, der sælger. Vi ved alle, at en god overskrift er alfa omega. Når vi åbner BT, bliver vi overdynget med overskrifter, der lokker os til at læse en eller anden intetsigende artikel om de Unge Mødre, men ikke desto mindre bliver vi lokket af den gode overskrift, og vi hopper altså i med begge ben (selvom vi måske ikke vil indrømme det).

Tekster til Google OG brugeren

#3 Med en god tekstforfatter får du en tekst, der tilgodeser brugeren såvel som Google, og så er du godt på vej!

SEO (på dansk: søgemaskineoptimering) er et begreb, som vi hører ofte, og det er naturligvis med god grund. Som tekstforfatter stifter man før eller siden bekendtskab med termen, og man lærer desuden, hvordan man skriver tekster med øje for netop SEO.

Heldigvis minder Googles algoritme om kunstig intelligens i dag, og derfor behøver vi ikke at overdynge vores tekster med keywords, hvilket var en strategi, man i høj grad brugte engang. I stedet kan vi fokusere på at skrive informative tekster, hvor budskabet er nemt at afkode, samtidig med at vi inkorporerer relevante keywords, der tilgodeser Googles algoritme.

Endnu en god grund til at du skal investere i en tekstforfatter er, at denne har en forståelse for det tekstmæssige såvel som for SEO. Du får derfor en tekst, som er gennemarbejdet, så brugeren gider at læse den, selvom den ligeledes er skrevet til Google, så dine produktsider kan rangere højere i søgemaskinen. Jeg behøver vel ikke at gøre opmærksom på, at det er de øverste resultater på Google, der perfomer bedst, vel?

Når jeg skriver en produkttekst for eksempelvis billigvoks, starter jeg med en lille søgeordsanalyse for at finde ud af, hvilke keywords jeg skal fokusere på i min tekst. Hvis jeg skal skrive en tekst om en føntørrer, kan det være givende at vide, om brugeren rent faktisk søger på ‘føntørrer’ eller ‘hårtørrer’, og så vil jeg primært fokusere på det keyword, der har den højeste søgevolumen.

Jeg vil naturligvis også variere mine keywords, så jeg anerkender, at brugeren muligvis bruger andre betegnelser for det samme produkt. I en produkttekst sørger jeg altid for at nævne produktnavnet og brandet, og jeg varierer tilmed rækkefølgen.

Jeg ser mange kategori- og produkttekster, der er spækket med keywords, så man nærmest ikke kan afkode budskabet, og det er en skam, hvis du spørger mig. Med min baggrund inden for kommunikation krummer jeg tæer, når jeg støder på sådanne tekster, og min opfattelse er, at man godt både kan skrive til brugeren og Google på én og samme tid.

Hvad er din holdning til dette?

Du kan desuden basere dine indlæg på data og således skrive direkte til brugeren, hvilket jeg vil komme ind på i næste afsnit.

Få skrevet blogindlæg til brugeren

#4 Med en god tekstforfatter kan du være sikker på, at dit indhold er gennemarbejdet og baseret på solid data, så du kan skrive til brugeren.

Der er mange virksomheder, store som små, der fokuserer på content marketing, og det er der mange gode grunde til.

Med al den data, der florerer, kan man desuden skabe noget indhold, der er skrevet direkte til brugeren. Via. Google Analytics kan man få gode forslag til blogindlæg, og man kan således forfatte tekster, der tilgodeser forbrugernes ønsker og som ligeledes besvarer nogle af de spørgsmål, som de måtte have.

Du kan eksempelvis udtrække data på, hvad dine brugere søger på, når de besøger din side. Du kan eksempelvis trække hv-ord ud (altså spørgende ord), og så kan du lave et indlæg, der besvarer disse spørgsmål. Det kan være, der er mange, der søger på: “hvordan får man ren hud” – så kunne det være oplagt, hvis du laver et indlæg med ‘5 gode råd til, hvordan du får ren hud’.

Gør det, du gør bedst!

#5 Vi kan ikke være gode til alt – heldigvis. Gode kompetencer er en investering, og hvis du ikke selv besidder de rette kompetencer, så find én, der gør!

Min sidste grund til at du bør investere i en tekstforfatter, er måske indlysende og letkøbt, men ikke desto mindre giver den super god mening, hvis du spørger mig!

Verden inden for online-markedsføring er kompleks, og man kan derfor ikke beherske alle de discipliner, der findes inden for området.

Således kan det være en god idé at investere i kompetencer, der kan varetage tekstformidling, eller outsource denne del til et tekstbureau, der er specialiseret inden for tekst. Sommetider må man bare erkende, at man ikke kan alt, og derfor må man overlade en del til nogle, der kan.

Kvalitet er et nøgleord, og der findes rigtig mange webshops, der mangler netop kvalitet, hvis du spørger mig. Jeg støder oftere og oftere på sjuskede hjemmesider, og jeg har efterhånden et underbevidst filter, der sorterer disse fra. Du skal gerne undgå at blive fanget i nettet, og derfor skal du investere i en tekstforfatter, der kan levere høj kvalitet, mens du kan fokusere på det, du gør bedst!

Vidste du, at forkert tegnsætning koster liv?

  • Skal vi spise farmor?
  • Skal vi spise, farmor?

Tro det eller ej; der er stor forskel på ovenstående sætninger. Kan du gætte dig til, hvilken sætning der er livsfarlig for farmor?

Det rigtige svar er, at den første sætning potentielt kan koste liv (farmors liv), og derfor er korrekt tegnsætning alfa omega. I den næste sætning bliver spørgsmålet rettet til farmor, og hun er derfor uden for livsfare – hun skal blot tage stilling til, om det er nu, vi skal spise.

Har du din farmors liv kært? Få skrevet tekster, der redder liv.

Micky Weis

Jeg har arbejdet med online markedsføring i mere end 8 år. Lad os sammen finde ud af hvordan jeg kan hjælpe din virksomhed. Kontakt

Ingen kommentar

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Send this to a friend