Google My Business: Den ultimative guide til Google Business Profile

Google My Business: Den ultimative guide til Google Business Profile
Micky Weis
Micky Weis

15 års erfaring i online marketing. Tidligere CMO i bla. Firtal Web A/S. Blogger om marketing og de ting jeg har oplevet på vejen. Følg med på LinkedIn for daglige opdateringer.

Spring til afsnit

Hvad er Google My Business?

Google Ads, YouTube, display annoncering, G mail annoncering… Mulighederne er mange, dét kan vi hurtigt blive enige om. Og jeg tilføjer lige en ekstra til listen: Google My Business.

Der er bare én vigtig detalje, du skal have med fra start. Google My Business hedder i dag Google Business Profile. Mange kalder det stadig Google My Business eller bare GMB, og det gør jeg også selv indimellem, fordi navnet hænger ved. Men når du sidder og arbejder med det i dag, er det altså Google Business Profile, du møder.

Fordelen ved netop Google Business Profile er, at platformen giver mulighed for at komme langt uden at betale et urimeligt højt beløb. Vi kan nemlig hurtigt blive enige om, at vi kaster nok penge efter annoncering, som det er nu.

Kort fortalt har platformen udviklet sig meget i løbet af de senere år, og det er derfor ikke alle, der kan følge med. “Hvad er Google My Business egentlig?” Dét er et spørgsmål, jeg ofte får, og jeg har faktisk berørt platformen i et tidligere indlæg, men i dag vil jeg gerne komme liiiiiiidt mere ind på, hvad Google My Business er, og hvordan du kan tænke det ind i din forretning.

Okay… Let’s get started for real.

Når du foretager en søgning på Google, vil du opleve, at der kommer forskellige resultater frem. Surprise. Du vil støde på annoncer, organiske resultater og ofte også lokale virksomhedsprofiler, der fylder godt i både Google og Maps.

Eksempel på Google Business Profile i søgeresultaterne

Det, du ser her, er en del af det, vi tidligere kaldte Google My Business. Det viser typisk adresse, kontaktoplysninger, billeder, anmeldelser, åbningstider, produkter, services og meget mere.

Den type visning sikrer en voldsom synlighed i søgeresultaterne, og det er præcis derfor, så mange virksomheder jagter den. For hvem vil ikke gerne fylde mere på Google?

Hvem har brug for Google My Business?

I starten var Google My Business meget skjult, og platformen blev mest brugt af lokale butikker, spisesteder og klinikker. I dag er det langt bredere. Selv servicevirksomheder uden klassisk butik, kæder med flere lokationer og en del brands med lokal tilstedeværelse kan få stor værdi ud af det.

Men kort fortalt, alle virksomheder med en lokal dimension kan på den ene eller anden måde drage nytte af Google Business Profile. Har du en fysisk lokation, er det næsten ikke til diskussion. Har du et serviceområde, er det stadig stærkt. Og arbejder du seriøst med lokal SEO, så er det her ikke bare nice to have. Det er en vigtig del af pakken.

Troværdighed via Google My Business

Let’s face it. Internettet vokser og vokser, og tingene går stærkt efterhånden. Kan vi mon følge med? Jeg mener, at noget af det sværeste ved online markedsføring i dag er at skabe troværdighed, fordi man oplever mange dårlige ting på nettet. Og selvfølgelig også, når man eksempelvis går til frisøren eller bageren.

Brugere af internettet anmelder alt, ligesom kunder i en bager spreder budskabet, hvis de har haft en dårlig oplevelse. På det digitale netværk går det bare lige liiiiidt stærkere.

Trustpilot har i mange år været stedet, hvor vi finder anmeldelser, men Google vil også have en bid af kagen. Derfor mener jeg bestemt også, at du bør tage din profil seriøst. Når folk søger på din virksomhed, er din Google profil ofte noget af det første, de møder. Hvis den ser halvhjertet ud, sender det et signal. Hvis den er skarp, sender det et andet.

Oprettelse, sådan kommer du i gang

Det første, du skal gøre, er at gå ind og oprette eller gøre krav på din virksomhed på Google. Der kommer et par steps, du skal igennem, og bagefter vil du blive mødt af en verificering.

Det er Googles måde at sikre sig, at du er den, du udgiver dig for at være. Sikkerhed og troværdighed er nemlig nøgleord. Husk det.

Den gamle fortælling var, at Google altid sendte et fysisk brev. Det sker stadig i nogle tilfælde, men i dag kan verificering foregå på flere måder afhængigt af virksomhedstype, opsætning og risiko. Nogle får mulighed for videoverificering, andre får andre flows. Pointen er bare, at du ikke skal gå i panik, hvis det ikke ligner den gamle guide, du læste for tre år siden.

Når du er verificeret, ejer du din lokation eller dit serviceområde på Google, og så har du kontrollen over en langt større del af det førstehåndsindtryk, folk møder.

Men… med kontrollen følger der naturligvis også lidt arbejde. Er du klar til at lave en lækker profil, der i sidste ende tiltrækker flere kunder til dit brand?

De fleste af os kender den klassiske Kreta restaurant, hvor der er liiiiidt for mange retter på menuen. Billederne er ikke just tiltalende, og man kan kun blive skuffet, når man har bestilt sprøde fries, og der kommer halvslatne kartofler, der hverken er sprøde eller saltede. Jeg hader, når det sker.

Den skuffelse kan relateres direkte til de virksomheder, der ikke har optimeret deres Google profil. Du er nemlig ikke alene om at påvirke, hvad der bliver vist. Kunder kan uploade billeder, skrive anmeldelser og forme opfattelsen af din virksomhed. Hvis du ikke tager kontrollen, gør andre det for dig.

Kolde fakta og beskrivelse

Det første, du skal gøre, er at tilføje basal information om din virksomhed. Husk på, at Google Business Profile ofte er stedet, hvor brugerne indleder kontakten med din virksomhed. Derfor er det vigtigt, at denne del er korrekt. Ellers kan du hurtigt få en masse negative oplevelser helt gratis.

Eksempel: Kan du forestille dig, at du skal ned og spise på en restaurant, og du googler restauranten, og der står, at de har åbent fra 17 til 22.00, og når du så kommer derned… ja så holder de fandme lukket den dag.

At udfylde information i Google Business Profile er relativt nemt, men alligevel er det ikke alle, der får gjort det korrekt og holder det opdateret.

Start med at tilføje en beskrivelse af din virksomhed. Det kan være en lille introduktionstekst. Hvem er I? Hvorfor har I startet virksomheden? Hvilke kerneydelser tilbyder I?

Gør den spændende. Sørg for, at den indeholder jeres vigtigste ydelser og gør den spiselig, så folk faktisk gider læse den. Og ja, det hjælper også Google med at forstå, hvad jeres virksomhed handler om. Det er i høj grad det samme princip, som du kender fra søgemaskineoptimering. Tydelighed vinder.

Kategorier, services og attributter

En ting mange overser, er valg af kategori. Din primære kategori er ikke bare en lille teknisk detalje. Den hjælper Google med at forstå, hvornår du er relevant at vise frem.

Derudover giver det mening at udfylde services og attributter, hvor det er muligt. Det kan være alt fra ydelsestyper til praktiske oplysninger, der hjælper brugeren med hurtigt at forstå, hvad du tilbyder. Jo mere præcis og komplet din profil er, jo bedre er dine chancer for at matche relevante lokale søgninger.

Kontaktoplysninger

Som nævnt før, kontaktoplysninger er en game changer. Ligesom med åbningstider er det utrolig vigtigt, at dine kontaktoplysninger spiller. Det telefonnummer, du sætter ind, skal gerne være det, du kan træffes på. Ellers er det sur røv.

Det samme gælder hjemmeside, bookinglink og adresse. Alt skal være korrekt. Ikke næsten korrekt. Korrekt korrekt.

Billeder på Google My Business

Du kan som sagt uploade billeder til din profil, og det kan du gøre i forskellige kategorier.

Kategorier for billeder i Google Business Profile

Tips til dine billeder

  • Brug skarpe billeder, der faktisk ligner virkeligheden
  • Vis forskellige områder af forretningen
  • Brug gerne billeder af team, lokation, produkter og stemning
  • Undgå filtre og alt for “smarte” billeder, der ikke afspejler oplevelsen
Tip: Sørg for, at billederne afspejler forskellige områder af forretningen. Lad være med at bruge billeder af noget, der ikke har med forretningen at gøre. Det er førstehåndsindtrykket over for potentielle kunder.

Det er også værd at huske, at dine billeder først bliver vist på Google, når profilen er verificeret. Så det giver mening at få styr på verificeringen tidligt i processen.

Video på Google My Business

På samme måde som du kan uploade billeder, kan du også uploade videoer fra din virksomhed. Noget, jeg varmt vil anbefale.

Video er stærkt, fordi det giver et langt mere levende indtryk af din virksomhed. Folk får en følelse af stedet, menneskene og kvaliteten. Det kan gøre mere for troværdigheden end 20 linjer tekst.

Tips til dine videoer

  • Hold dem korte og skarpe
  • Vis noget reelt fra virksomheden
  • Fokuser på stemning, kvalitet og det, kunden faktisk møder
Tip: Brug en video, der giver det bedste billede af jeres forretning. En lille rundtur, et kig bag kulissen eller en simpel præsentation af, hvad I laver, kan være mere end nok. Med andre ord, lav materiale, der skaber troværdighed over for potentielle kunder.

Produkter og services på Google My Business

Som man kan se herunder, har jeg eksempelvis tilføjet produkter for MyGarage på deres profil. På den måde giver vi folk et godt førstehåndsindtryk, før vi leder dem ind på hjemmesiden.

Produkter på Google Business Profile

Du behøver ikke sælge biler for at drage nytte af denne funktion. Du kan tilføje produkter eller services, så folk hurtigt forstår, hvad du tilbyder. I nogle setups hænger produktdelen i dag tættere sammen med Google Merchant Center, så det afhænger lidt af virksomhedstype og opsætning.

Tilføj produkter i Google Business Profile

Markedsføring på Google My Business

Hele ideen bag Google Business Profile er selvfølgelig at skabe mere synlighed omkring lige netop jeres virksomhed. Udover at det er et godt udstillingsvindue, er der også virkelig gode muligheder for at bruge de data og marketinggreb, som platformen stiller til rådighed.

Hvis du arbejder seriøst med lokal markedsføring, så er det her en af de kanaler, hvor du kan få ekstremt meget værdi ud af relativt lidt arbejde, hvis du faktisk holder den ved lige.

Anmeldelser

Internettet er bygget af anmeldelser. Du kender det selv fra Trustpilot, Amazon og Facebook. Folk kan skrive anmeldelser på din Google profil, uanset om du ønsker det eller ej. Google vil gerne hjælpe med at gøre den digitale verden mere gennemsigtig. Lidt som Trustpilot også gør det.

Tip: Jeg mener, at man ALTID skal huske at svare på sine anmeldelser på Google. På den måde viser man andre potentielle kunder, at man faktisk er aktiv, og at man gerne vil hjælpe. Jeg er klar over, at når man kommer længere hen i forløbet og modtager rigtig mange anmeldelser, så er det ikke sikkert, det er muligt rent ressourcemæssigt. Men svar så meget, du kan.

Og ja, anmeldelser betyder også noget for synligheden. Google har selv været ret tydelige omkring, at lokal synlighed i høj grad handler om relevans, distance og prominens. Anmeldelser og omtale er en del af det billede.

Håndtering af negative anmeldelser uden drama

En dårlig anmeldelse gør ondt, men den behøver ikke være et problem. Tværtimod kan en professionel og åben respons være med til at styrke din troværdighed. Det handler om at tage det seriøst, svare roligt og vise andre kunder, at du lytter og løser problemer.

Her er en enkel skabelon:

“Tak fordi du tog dig tid til at give feedback. Vi er kede af, at du har haft den oplevelse. Det er ikke den standard, vi ønsker. Vil du ikke sende os en mail på [din mail], så vi kan finde en løsning?”

Undgå at diskutere offentligt, og svar altid, også selvom anmeldelsen virker uretfærdig. Det sender signal om ansvarlighed og respekt.

Opkobling med Google Ads

Da Google ejer Google Business Profile, er der selvfølgelig også en opkobling til Google Ads. Det, vi før i tiden kaldte Google Adwords. Når du kobler dine konti sammen, kan du bruge lokationen som en del af dine annoncer og skabe mere synlighed i den lokale del af søgeresultaterne.

Hvis du ikke allerede har styr på forskellen mellem betalt og organisk synlighed, så læs også mit indlæg om organiske resultater og Google Ads. De to ting spiller ofte bedre sammen, end folk tror.

I stedet for at give jer 200 screenshots har jeg fundet Googles egen video, der omhandler, hvordan man kobler platformene sammen.


Bagefter kan du gå ind og se dine forbundne konti direkte i profilen, og derfra kan du arbejde med lokationsaktiver i Google Ads.

Det betyder, at du kan vise den nærmeste adresse, afhængigt af hvor folk søger fra, og samtidig få mulighed for at vise telefonnummer, åbningstider og mere lokal kontekst i dine annoncer.

Som du kan se herunder, er Google Ads forbundet hos The Burger Concept

Linked accounts i Google Business Profile

Du kan se endnu et eksempel på netop dette fra The Burger Concept

Eksempel på lokationsvisning i Google Ads

Opslag på siden

En anden ting, du kan bruge din profil til, er at slå opslag op på siden, ligesom du kender det fra din LinkedIn firmaside eller din Facebook side.

Nu er det ikke det mest besøgte sted i universet, men hvis du alligevel deler ting på andre medier, så kan du lige så godt dele det her også. Det fylder godt i Google, og det kan være med til at holde profilen levende.

Som man kan se herunder, har jeg lagt et opslag op på MY GARAGE, og jeg får at vide, hvor mange visninger og klik jeg får. I love data.

Opslag på Google Business Profile

Google Posts, vær synlig med aktuelle nyheder

En ofte overset funktion er Posts. Det er små opslag, du kan lægge direkte ind på din profil, lidt som opdateringer på sociale medier. De kan bruges til nyheder, tilbud, events eller vigtige ændringer.

  • Nyheder og blogindlæg
  • Kampagner og tilbud
  • Events eller arrangementer
  • Vigtige ændringer i åbningstider, services eller kontaktinfo

Brug Posts til at holde din profil levende og relevant. En død profil kan virke forsømt. En aktiv profil sender signal om, at der er gang i butikken.

Performance og data

En af de ting, som jeg elsker ved markedsføring, er data, og det kommer nok ikke som en overraskelse.

Google gør stadig et stærkt stykke arbejde med at give os indsigt i, hvordan folk finder og bruger en virksomhedsprofil. I dag hedder det ikke altid “Insights” alle steder længere, men idéen er den samme. Du får et indblik i, hvordan folk finder dig, hvad de klikker på, og hvilke handlinger der sker direkte fra profilen.

Nedenstående data er taget fra forskellige konti, men det giver et billede af, hvordan analyseværktøjet fungerer.

Lad os lige dykke ned i de forskellige dataområder, som Google giver os:

  • Søgninger brugere har foretaget for at finde din forretning
  • Hvordan folk finder din forretning via søgninger og Maps
  • Direkte søgninger på din forretning eller adresse
  • Brugere, der har søgt på brancher eller ting, der minder om din forretning
  • Brugere, der søger efter brands, der minder om din forretning

Google Business Profile performance

  • Hvilke steder på Google brugere har fundet din forretning, altså Maps eller søgninger

Hvor brugerne finder din virksomhed

  • Brugeres handlinger på dine resultater i Google
  • Antal besøg til hjemmesiden
  • Antal der har hentet din lokation
  • Antal der har ringet direkte fra din profil

Handlinger på Google Business Profile

  • Antallet af telefonopkald på ugebasis

Telefonopkald fra Google profil

  • Oversigt over mest populære tidspunkter for besøg

Populære besøgstidspunkter

  • Oversigt over interaktion med billeder på profilen

Interaktion med billeder på Google Business Profile

Al den data kan du bruge aktivt i din forretning. Du kan se, hvilke ord folk finder dig på. Med andre ord, disse ord kan du bruge i din Google Ads eller i din søgemaskineoptimering. En ting, jeg ofte kigger på, er, hvordan virksomhederne, jeg arbejder med, udvikler sig fra kvartal til kvartal.

Får vi flere visninger på vores billeder? Flere telefonopkald? Flere klik til websitet? På den måde kan jeg se, om vi gør det bedre, eller om vi skal justere nogle af vores markedsføringstiltag.

Tracking og måling, find ud af hvad der virker

Google Business Profile giver dig en masse data i sig selv, men du kan tage det et skridt videre. Jeg vil næsten altid anbefale, at du arbejder med tracking helt ned på links og landingssider, så du kan se, hvad der faktisk skaber værdi bagefter.

Du kan for eksempel bruge UTM parametre på dit website link, så du bedre kan måle trafikken i Analytics. Det gør det nemmere at se, hvad profilen reelt driver af besøg, og hvad de brugere bagefter gør på sitet.

Hvis du vil være skarp på den del, så læs også om webanalyse og om marketing attribution. For det er først dér, det bliver rigtig sjovt. Når du ikke bare ser trafik, men faktisk forstår værdien af den.

[https://dinside.dk/?utm_source=google_business_profile&utm_medium=organic&utm_campaign=profilbesoeg](https://dinside.dk/?utm_source=google_business_profile&utm_medium=organic&utm_campaign=profilbesoeg)

Flere lokationer, sådan håndterer du det

Har du flere butikker, klinikker eller kontorer, så skal hver adresse have sin egen profil. Det gør det lettere at holde åbningstider, billeder, anmeldelser og kontaktoplysninger skarpt adskilt.

Det vigtigste her er konsistens. Navn, adresse og telefonnummer skal stemme overens på tværs af website, profiler og øvrige omtaler. Rod her kan koste dig synlighed, og det giver samtidig en dårligere brugeroplevelse.

Driver du en kæde eller flere lokale enheder, bliver det her endnu vigtigere, fordi du i praksis arbejder med flere lokale søgeresultater på én gang.

Anmeldelser og trust bliver endnu vigtigere fremover

Vi bevæger os ind i en ny æra, hvor det ikke længere kun er Google, der afgør, hvem der bliver vist og hvem der bliver valgt. Med fremkomsten af AI baserede svar og sprogmodeller spiller trust en større rolle end nogensinde før.

De systemer kigger ikke kun på din hjemmeside. De kigger også på omtaler, anmeldelser, konsistens, troværdighed og de signaler, der ligger rundt omkring på nettet. Derfor er dine anmeldelser, svar og samlede profil ikke bare vigtige for kunderne. De er også vigtige for den måde, din virksomhed bliver forstået digitalt.

Så hvad betyder det for dig?

Uanset om du driver en lokal frisør, en specialklinik eller en større B2B virksomhed, så er det afgørende, at du aktivt arbejder på at opbygge og vedligeholde din online tillid:

  • Få anmeldelser løbende og ikke bare én gang
  • Besvar anmeldelser, både gode og dårlige
  • Sørg for, at virksomhedsprofiler på tværs af platforme stemmer overens
  • Hold oplysninger, billeder og services opdaterede

De virksomheder, der tager trust seriøst, kommer til at stå stærkest. Ikke bare over for potentielle kunder, men også i de økosystemer hvor AI og søgemaskiner i stigende grad hjælper brugeren med at vælge. Det starter med din Google profil. Det starter med dine anmeldelser. Og det starter nu.

Konklusion

Puuuhaaa. Er du der stadig? Det håber jeg. Endelig er vi ved enden af dette indlæg, og jeg håber virkelig, at du har fået noget ud af læsningen.

Jeg beklager, hvis det blev lidt data tungt til sidst, men der er virkelig mange muligheder for at bruge Google My Business, eller Google Business Profile om du vil, aktivt til at skabe endnu bedre synlighed på Google. Kombinér det med dine Google Ads, og pludselig har du en ret stærk marketingmotor.

Det vigtigste råd er i virkeligheden ret simpelt. Sørg for at holde din profil opdateret, svar på anmeldelser, upload gode billeder, vær tydelig omkring dine services og brug dataen aktivt. Så er du allerede længere end rigtig mange andre.

Og en sidste vigtig opdatering. Den gamle Google My Business app er ikke længere vejen frem. I dag håndterer du profilen direkte via Google Search og Google Maps. Det er dér, du skal ind og styre tingene.

Sørg for at holde din profil opdateret, så eksisterende og potentielle kunder får det bedst mulige førstehåndsindtryk.

Ofte stillede spørgsmål: Opsætning og optimering af Google Business Profile

Hvordan opretter jeg en Google Business Profile, hvis jeg ikke har en fysisk butik, men kører ud til kunder?

Du kan sagtens være med, selvom du ikke har en fysisk adresse, hvor kunderne kan møde op.

Når du opretter din profil, vælger du blot, at du er en “servicevirksomhed” og angiver de specifikke områder eller postnumre, du dækker.

Google lader dig skjule din private adresse, så den ikke vises offentligt, men du dukker stadig op i de lokale søgninger, når folk mangler din hjælp i nærområdet.

Det handler her om at være præcis omkring dit serviceområde fra start.

Hvorfor bliver min Google Business Profile afvist, og hvad gør jeg ved verificeringen?

Det er en velkendt udfordring, men husk på, at Google gør det for at sikre platformens troværdighed.

Ofte skyldes en afvisning, at dine virksomhedsoplysninger (navn, adresse, telefonnummer) ikke matcher fuldstændig med det, der står på din hjemmeside eller i CVR-registret.

Hvis den automatiske verificering fejler, vil du typisk blive bedt om en videoverificering, hvor du skal filme din forretning, dit værktøj eller din dokumentation.

Gå dine data igennem, ret eventuelle uoverensstemmelser, og følg Googles digitale anvisninger for at bevise, at din forretning er aktiv og legitim.

Hvilke fejl skal jeg undgå, når jeg vælger kategorier på min Google Business Profile?

Den største fejl er at vælge for mange eller irrelevante sekundære kategorier i håb om at opnå bredere synlighed, da det blot forvirrer Googles algoritme.

Din primære kategori skal afspejle din absolutte kerneforretning. Er du “Frisør”, så vælg dette frem for “Skønhedssalon”, hvis klipning udgør størstedelen af din arbejdsdag.

Brug de sekundære kategorier til dine reelle sideaktiviteter, og undgå at udfylde profilen med ydelser, du ikke tilbyder. Tydelighed vinder altid.

Hvordan håndterer jeg Google Business Profile, hvis min virksomhed har 3 forskellige adresser?

Reglen er helt klar: Hver fysisk lokation skal oprettes med sin egen selvstændige profil i dit kontrolpanel.

Kunderne skal kunne finde de specifikke åbningstider, lokale telefonnumre og korrekte rutevejledninger for netop den afdeling, de ønsker at besøge.

Det absolut vigtigste her er at dine data stemmer overens. Sørg for, at virksomhedsnavnet og oplysningerne er struktureret ensartet på tværs af alle profiler og din egen hjemmeside, så du ikke svækker din SEO.

Hvad er Google Posts, og hvor ofte bør jeg opdatere min profil med dem?

Tænk på Google Posts som din virksomheds nyhedskanal direkte i søgeresultaterne.

Her kan du dele aktuelle nyheder, specifikke tilbud, kommende events eller midlertidige ændringer i åbningstiderne.

Du behøver ikke at opdatere platformen dagligt som på de sociale medier, men et par relevante opslag om måneden er en god tommelfingerregel.

Det holder profilen aktuel og signalerer over for både brugere og algoritmen, at forretningen er aktiv.

Hvordan påvirker Google-anmeldelser min synlighed i lokale AI-søgninger?

De nyere AI-sprogmodeller og søgemaskiner prioriterer troværdighed højt, og her er dine anmeldelser en afgørende faktor.

Google vægter prominens og ekstern omtale tungt i de lokale søgeresultater.

Hvis din profil løbende modtager positive anmeldelser, og du samtidig besvarer dem aktivt, sender du et stærkt signal til både Google og AI-modellerne om, at din virksomhed er aktuel og vellidt.

Det øger dine chancer for at blive fremhævet markant.

Hvad gør jeg, hvis jeg får en falsk eller uretfærdig negativ anmeldelse på min Google-profil?

Det vigtigste er at bevare overblikket og reagere professionelt frem for følelsesmæssigt.

Svar roligt, hold beskeden kort, og vis fremtidige kunder, at du tager feedback seriøst ved at invitere personen til at løse dialogen over en mail eller et telefonopkald.

Hvis anmeldelsen overtræder Googles retningslinjer, for eksempel ved at være chikane eller en falsk profil, kan du rapportere den direkte i systemet og anmode om at få den fjernet.

Hvad er forskellen på Google Business Profile og at annoncere med Google Ads?

Google Business Profile er din platform til gratis, lokal og organisk synlighed i Google Maps og i de almindelige søgeresultater.

Google Ads er betalt annoncering, hvor du betaler pr. klik for at ligge øverst på specifikke søgeord. Det geniale er dog samspillet mellem de to kanaler.

Når du forbinder din business-profil med din Google Ads-konto, kan du vise dine lokale virksomhedsoplysninger, som geografisk område, afstand eller åbningstider, direkte i dine betalte annoncer, hvilket styrker din lokale konvertering.

Hvordan bruger jeg UTM-tracking på min Google Business Profile, og hvorfor er det vigtigt?

Hvis du arbejder datadrevet, bør du ikke blot indsætte dit standardlink til hjemmesiden på profilen.

Ved at tilføje en UTM-parameter (en sporingskode) i enden af dit website-link, kan du i Google Analytics isolere trafikken og se præcis, hvor mange besøgende der lander på din side direkte fra din Google-profil.

Uden tracking kan du kun gætte på effekten. Med tracking kan du sort på hvidt dokumentere, hvilke handlinger og konverteringer din lokale profil reelt skaber.

Hvilke data i Google Business Profile Performance er de vigtigste at holde øje med?

Selvom Google tilbyder mange forskellige dataindsigter, bør du fokusere på de målbare brugerhandlinger.

Hold især øje med, hvor mange der klikker sig videre til din hjemmeside, hvor mange der foretager direkte telefonopkald, og hvor mange der anmoder om en rutevejledning.

Hvis disse interaktioner vækster over tid, er det et direkte tegn på, at din lokale SEO-indsats virker. Brug desuden listen over søgetermer til at optimere dine øvrige marketingindsatser.

Kommentarer

Skriv et svar

17 års tips og tricks?

På LinkedIn deler jeg hver uge tips og tricks med mere end 10.000 følgere. Det er gratis at følge med og du kan altid “unfollow” mig igen. Vil du være med?

Gratis tips og tricks »