Hvad er relationsmarketing?

meta advantage

Jeg har efterhånden fået et par henvendelser vedrørende relationsmarketing i min brevkasse, og jeg forstår godt hvorfor.

I langt højere grad end før, er dette begreb nemlig blevet en del af vores tilgang til markedsføring, og det kommer ganske enkelt på baggrund af et skift i forbrugernes adfærd over for virksomheder.

Men hvad består relationen af i denne form for markedsføring, og hvorfor er det for mange virksomheder blevet en del af deres agenda?

Dette skal vi kigge nærmere på i dette indlæg.

Transaktionsmarketing vs. Relationsmarketing

Groft sagt kan man sige, at der er to overordnede tilgange til markedsføring – den transaktionsbaserede og den relationsbaserede.

Transaktionsmarketing

I mange år har den transaktionsbaserede været den mest anvendte tilgang til markedsføringen, da markedet aldrig har været så satureret, som det er nu.

Der har dermed været mulighed for at fokusere på at få kunder ind i butikken for udelukkende at facilitere deres køb.

Der har i samme ombæring ikke været et stort fokus på kundeservice, da virksomhederne i mange år har haft monopol på udvalgte produkter og dermed altid har kunnet regne med at få kunder ind i butikken.

Målet med transaktionsmarketing er med andre ord, inden for en kort tidsramme at facilitere køb for at kunne skabe salg og omsætning med det samme.

Denne tilgang til markedsføring er rettet mod en målgruppe, der er klar til at foretage deres køb med det samme uden længere overvejelsesprocesser eller et behov for at konsultere kundeservice forinden.

Relationsmarketing

Målet med relationsmarketing står i kontrast til denne tilgang.

Her er der nemlig fokus på at opbygge langsigtede relationer med forbrugerne for at opnå den kundeloyalitet, der fører til gentagne køb hos virksomheden.

Der er her tale om en målgruppe, der har behov for at overveje deres køb og som typisk sammenligner produkter fra flere forskellige forhandlere for at opnå den bedste kvalitet for prisen.

Ved relationel markedsføring er der således fokus på at hjælpe kunden hele vejen på dennes kunderejse; fra overvejelse omkring købet til den efterfølgende support efter købet.

Nysgerrig på, hvorledes man forbedrer kunderejsen for forbrugerne? Læs mere om customer journey mapping i mit indlæg her.

Hvad er hensigten med relationsmarkedsføring?

Hensigten med at skabe en relation til forbrugerne, der sikrer loyalitet over for brandet, er, at det i langt de fleste tilfælde er mere rentabelt at opbygge og vedligeholde relationen til kunderne end at skulle ud og hente nye kunder ind i butikken.

Med et satureret marked gælder det i høj grad om at kunne differentiere sig selv som virksomhed og at kunne tilbyde en positiv interaktion med forbrugerne.

Der er ikke længere tale om en håndfuld virksomheder, der har den samme form for monopol på produkter som nævnt tidligere.

Forbrugerne værdsætter i højere grad den service, der følger med købet af et produkt, og det vil i mange tilfælde være det, der afgør, om en kunde ønsker at blive i din butik eller vælger at finde det ønskede produkt et andet sted.

OBS: relationsmarkedsføring gælder ikke kun i B2C regi, men i høj grad også for B2B.

Relationsopbygning gennem flere kanaler

Markedet i dag består i høj grad af brugen af flere kanaler herunder sociale medier, e-mail, apps etc., og virksomheder gør i dag klogt i at sigte efter en strømlinet oplevelse mellem de mange kanaler, der i dag er at jonglere med.

Vi bevæger os her over i det man kalder en omnichannel forretningsstrategi, der omhandler målet om at skabe en så sammenhængende oplevelse for forbrugerne som muligt; uanset om de befinder sig på virksomhedens hjemmeside, Instagram profil eller applikation.

Forbrugeren skal gerne her opleve, at der bliver skabt en personlig forbindelse, og at der bliver taget hånd om dennes forespørgsler, uanset hvilken kanal vedkommende befinder sig på.

Kontakten og relationsopbygningen til kunden bør med andre ord være et mål på alle virksomhedens kanaler, da det betaler sig at opnå dennes loyalitet og efterfølgende positive anbefalinger forbrugerne imellem.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

15 års tips og tricks?

På LinkedIn deler jeg hver uge tips og tricks med mere end 7.000 følgere. Det er gratis at følge med og du kan altid “unfollow” mig igen. Vil du være med?

Gratis tips og tricks »