Den ultimative guide til Customer Data Platform – fremtidens marketing-system

Jeg mener det er vigtigt at teame op med de dygtigste mennesker indenfor deres felt, derfor giver jeg igang imellem ordet til andre her på siden, således at jeg kan give dig som læser, det bedste indhold.

Derfor har jeg i dag valgt at give ordet til mine dygtige venner hos Custimy. Kristoffer og Martin som er gode af mine gode venner har skabt, det som de mener, er fremtidens svar på en CDP – Customer Data Platform.

Teamet har netop landet en funding runde på 5 millioner efter blot et lille år på bagen og står nu klar til den helt store ekspansion.

Mængden af data er eksploderet og det kræver mere og mere at håndtere disse mængder af data.

Derfor popper der også flere og flere systemer op der kan bidrage til denne process. En af disse systemer er en såkaldt CDP, som kan bidrage til at segmentere en kunder og kvalificere data overfor virksomheder og dermed strømline deres marketing indsats bedre og ikke mindst retningen for virksomheden.

Så jeg vil blot give ordet videre – byd velkommen til Custimy.

Mange tak Micky!

Jeg er af den opfattelse at Customer Data Platformen er et af de mest spændende systemer indenfor digital marketing i dag, og jeg glæder mig helt vildt til at fortælle jer mere om hvad det er, og hvorfor det af mange betegnes som en integreret del af fremtidens måde at drive virksomhed på.

Lad os starte stille og roligt ud, så alle er med, det er trods alt et ret nyt område for mange.

Historien bag – Customer Data Platform

I en tid hvor brugeradfærden bliver mere og mere kompleks, og hvor forventningerne til en fantastisk brugeroplevelse er blevet et must for kunderne, kræver det at virksomheder mere end nogensinde før har indsigt i sine kunder og en agil marketing-indsats.

Udover det, er det vigtigere end nogensinde at man som virksomhed behandler sine data på en forsvarlig måde, og overholder alle GDPR retningslinjer.

Virksomheder og kunder aldrig haft så mange data-touchpoints som de har i dag, og det giver virksomhederne et enormt potentiale til at skabe én samlet brugeroplevelse på tværs af alle platforme og kanaler, som kunderne efterspørger så højt i dag.

Hvis de da forstår at indsamle og bruge deres utallige redskaber til udnytte deres data selvfølgelig.

De store forventninger fra kunderne skaber et nyt behov blandt marketing-folk, og udfordrer dem på hvordan marketing-indsatser er blevet grebet an tidligere. For hvordan skaber man egentligt den bedste kundeoplevelse, hvis man ikke kender til kunderejsen for den enkelte bruger, for samlede segmenter eller for hele målgrupper?

Det er her Customer Data Platformen kommer i spil. En CDP giver mulighed for at samle, analysere og forstå alle datapunkter fra en hvilken som helst kilde til et let-tilgængeligt overblik over kunderne.

CDPen gør det muligt at samle alt en virksomhed ved om en kunde både på og udenfor deres egne kanaler og touch-points, så virksomheden i sidste ende kan skabe kommunikation, der er mere relevant for den enkelte kunde og målgruppe, lige netop dér hvor de er, om det er fysisk, virtuelt eller i deres adfærd.

CDPen er et forholdsvis nyt fænomen, og blev første gang defineret i 2013, da Martech eksperten, David Raab, forklarede en CDP således:

“En kundedata platform (CDP) er et markedsførings styret system, som skaber en vedvarende, samlet kundedatabase, der er tilgængeligt for andre systemer. “

Siden da er CDPen eksploderet i både udvikling og brug i hele marketing-verdenen og anses i dag for at være et af de mest fremtidssikre systemer for enhver virksomhed.

Forbes beskriver blandt andet det fortsatte boom indenfor CDP verdenen, og hvordan de aller største tech-virksomheder som Microsoft, Adobe og SAP har investeret enorme beløb i udviklingen af deres egen CDP, noget som kun har taget endnu mere fart midt i pandemien, hvor data og e-commerce virkelig har vist sit værd.

Det er dog ikke kun verdens største tech-virksomheder, der investerer i denne nye platform. Tusindvis af mindre tech-virksomheder og start-ups har også kastet sig ud i at skabe deres bud på en Customer Data Platform.

Termen CDP bliver brugt hyppigere og hyppigere blandt marketing-folk. og det er ikke overraskende. En McKinsey & Co. undersøgelse viser at datadrevet marketing i gennemsnit driver 250% højere ROI end traditionel og manuel marketing.

Platformen hjælper virksomheder med at løse et af deres største vedvarende problemer: At tage kundedata, der ligger spredt over det hele, og samle det ét sted hvor det er nemt og overskueligt at agere på data’en.

Dette blogindlæg dykker ned i det lidt mere tekniske omkring hvad en CDP egentligt er, og hvad den kan, hvorfor det er så banebrydende et system, og hvordan du som e-commerce manager eller marketing-ekspert kan finde hoved og hale i dette nye eksponentielt voksende univers.

Hvad er en CDP?

Kort sagt så er en Customer Data Platform (CDP) en database, som konsoliderer brugbar kundedata fra mange forskellige kanaler og datakilder. CDPen giver virksomheder en strømlinet adgang til dybe og specifikke indsigter i deres kunder.

Disse indsigter giver dig mulighed for at skabe et holistisk billede af dine kunder, såvel som din virksomhed, og billedet er meget tydeligere og nemmere at arbejde med, når du har al din data samlet et sted.

En CDP er en central placering af alle kundedata, og inkluderer blandt andet personlige identifikatorer, hjemmeside-besøg, købsordrer, email-svar, social-media kommentarer, kundeservice interaktioner, mobile app touch-points og al andet data, der er relevant til kunden.

Jeg tror i har fanget det. En CDP samler data fra mange forskellige kilder, renser det og kombinerer det til et samlet overblik over kunden. Noget vi kalder 360° Customer view.

Typisk er en CDP også et stærkt værktøj for at sikre at man overholder GDPR retningslinjerne både kort og lang sigt, da data i en CDP oftest er første-parts data som din egen virksomhed ejer, og du derfor ikke behøver at være afhængig af tredjeparts-data fra f.eks. Google, Apple og Facebook.

Når al dataen er samlet et sted (i CDPen) og du har mulighed for at analysere og få dine indsigter, er det også muligt forbinde det til andre systemer som f.eks. CRM. Du kan derved agere direkte på dine data og indsigter så snart du har dem, og konstant være på forkant med din beslutningstagen.

Nedenfor er en illustration, der beskriver processen gennem CDPen behandling af data og outputs

Med andre ord, så er CDPen et system, der gør det muligt for virksomheder at samle alt de ved om deres kunder og brugere på og udenfor deres egne kanaler, så de kan skabe den bedst mulige og mest relevante kommunikation og kunderejse, hver gang, med enhver kunde, på hvilken som helst kanal.

Brug dine data smartere

En gennemsnitlig B2C virksomhed har kundedata fra 31 forskellige kilder – herunder deres hjemmeside, social media, Google og andre kundedatabaser. Hver af disse kilder og systemer skaber deres egen segmentering, men da dataene oftest er begrænsede, får man typisk mange forskellige segmenteringer og data på sine kunder.

Det gør det uoverskueligt og upræcist, og dine indsigter er ikke særligt værdifulde i forhold til at skabe én samlet kundeoplevelse, som er forventet af din virksomhed i dag.

Denne segmenterede viden om dine kunder gør det svært at forstå hvordan du skal markedsføre din virksomhed og produkter.

Typisk vil dit dataflow ligne noget ala det som Segment illustrerer her.

 

Dette flow bliver yderligere hæmmet af at de forskellige softwares skal arbejde sammen på tværs af hinanden, hvilket kræver store mængder ressourcer for at sikre vedligeholdelse og dataene flyder på tværs af hinanden.

Dette flow og måden at indsamle data, kalder vi “den gamle metode”. Den gamle metode og de problemer som følger med her, vil jeg mene kan løses med integrering af en CDP – eller det vi kalder “den nye metode”.

I den nye metode samler en CDP alle dine data fra alle dine datakilder ét sted, og sikrer du har et fuldkomment overblik over dine kunders data, og dermed et bedre overblik over deres adfærd og handlinger.

En simpel forklaring af denne process kan beskrives i fire stadier.

Dataindsamling

Det første stadie er indsamling, modsat den gamle metode kan en CDP indsamle alle dine data fra over 180 kilder ved brug af en API.

Konsolidering

Næste stadie er konsolidering. Uden en CDP arbejder alle dine systemer selvstændigt og gemmer dine data i forskellige sprog og koder, hvilket betyder at dine data fra Google måske ikke kan arbejde sammen med dine data fra sociale medier.

En CDP kan oversætte alle data til et samlet sprog, hvilket gør det muligt at have et let tilgængeligt og samlet overblik over hele din virksomheds data, og dermed også kunder og produkter. En CDP kan desuden også trække på data fra f.eks. Danmarks Statistik og sikre dine data er validerede og give dig et endnu bedre overblik over kundesegmenter.

Analyse

Det tredje stadie, og et af de mest værdiskabende er data analysen. En CDP gør brug af avanceret AI og Maskine-lærings algoritmer til analysere den store mængde data til at identificere de rette kundesegmenter til netop din type forretning og produkter.

Udover en præcis og data-baseret identificering af dine kundesegmenter kan en CDP også give dig værdifulde indsigter i dine kunder såsom forventet profitabilitet af segmentet, størrelse og sandsynligheden for at kunden vil lave en ordre på netop dit produkt.

Et eksempel på disse indsigter kunne være at CDPen fortæller dig at: Der er 18.000 30-35 årige mødre i Vejle, som hver har en 37% sandsynlighed for at købe et par sorte bukser, med en forventet profit på 279 kroner.

CDPen kan implementere disse data og indsigter direkte ind i dit marketing redskab, så du gennem Facebook, Google eller lignende kun markedsfører dig mod de segmenter, som sikrer det bedste resultat for dine marketing-kroner.

Activation

I dette stadie kan du nemt og hurtigt overføre dine indsigter og analyser fra den indsamlede data til andre redskaber du bruger i din virksomhed. En god CDP er bygget op omkring at kunne aktivere data i andre redskaber og kanaler så du hurtigt og nemt kan eksekvere på dine indsigter.

CDPen gør det altså muligt at aktivere dine data og fungerer som et slags rør til dine andre redskaber, så din virksomhed kan styrke sin kundeloyalitet, retention eller lifetime value baseret på data fra CDPen.

Et eksempel på dette kan være i kundeservice, hvor CDPen kan identificere dine bedste kunder og lave en prioritering af deres henvendelse til dig, så du sikrer dig at de får den bedste service. Eller, det kan være at finde og fjerne flaskehalse i din marketing funnel.

Hvad er fordelene ved en CDP?

Hvis jeg selv skal sige det, er der uendeligt mange fordele ved at bruge en CDP, men for god ordens skyld har jeg valgt at fremhæve 6 værdier, der giver et indblik i hvad en CDP kan gøre for en virksomhed.

360° customer view
En CDP er designet til at kombinere data fra forskellige kilder, og skabe et samlet overblik over en kunde. Det gør at du som marketer har mulighed for bedre at kunne forstå dine kunder og deres adfærd.

Transparens i din marketing
Det er ofte svært præcist at definere egentlige omkostninger og ROI på din marketing. En CDP løser dette ved at gøre det muligt at se hvor meget du investerer i hver enkelt kanal og kampagne, og samtidig se hvordan de performer. Herved får du transparens i dit marketingbudget og en bedre forståelse for hvad der virker – og lige så vigtigt – hvad der ikke virker.

Få indsigter til at lave smartere beslutninger
Ved at indsamle, analysere og agere på dine kundedata kan du tage smartere beslutninger baseret på realtidsdata. Din virksomhed kan reagere hurtigere på ændringer, både når det kommer til markedet og til kunderne.

Fokuser på at skabe forbedringer
Mange marketers bruger i dag en stor del af deres tid på at indsamle og forstå deres data, i nogle tilfælde helt op til 20 timer i måneden. Ved at gøre dette en automatiseret process gennem en CDP, giver det mulighed at finde mere tid til at fokusere på det der i sidste ende skaber værdi ude hos kunderne.

Giv en bedre kundeoplevelse
Ved at have et 360° customer view kan du skabe et overordnet billede af din kundeoplevelse. I dag forventer kunderne at blive mødt på samme måde på tværs af forskellige platforme og kanaler og at oplevelsen er den samme alle steder. Med data fra en CDP er det muligt at levere dette.

Har jeg brug for en CDP?

CDPen kan som sagt en masse, men det er ikke nødvendigvis svaret på alle dine problemer, og måske passer det slet ikke ind i din virksomhed at bruge data på denne måde. Derfor har jeg sammensat en liste af spørgsmål, der kan hjælpe med at afdække dit behov for en CDP, så du kan se om det er det rigtige for dig og din virksomhed.

  1. Kan du indsamle al data i forskellige formater (Struktureret/ustruktureret/ semi-struktureret/relationær/binær) så du kan skabe en klar forståelse af hver enkelt kunde?
  2. Har du flere kanaler hvor du interagerer med dine kunder? Hvis ja, har du så et system, der kombinerer data (både offline og online) fra disse kanaler og systemer?
  3. Er tredjeparts anonyme data inkluderet i din data strategi?
  4. Kan du nemt rense, transformere og standardisere dine data?
  5. Kan du identificere identiteter og overholder du privatlivsbetingelser når du skaber den gode kundeoplevelse?
  6. Kan du levere én samlet kundeoplevelse på tværs af alle kanaler dine kunder interagerer med?
  7. Kan du segmentere og analysere dine kunder i realtid, så du kan skabe personlige oplevelser med det samme?
  8. Kan du generere universelle kundeprofiler, og gøre disse profiler tilgængelige for dine analyseredskaber, hurtigt og nemt?
  9. Kan du skabe “look-alike” målgrupper, og identificere nye kunder, som er tilbøjelige til at købe produkter, eller identificere kunder, som er ved at churne?
  10. Kan du agere med det samme baseret på dine indsigter, ved at gøre dine data tilgængelig for andre systemer?

Hvis svaret er nej til mindst et af disse spørgsmål og det er relevant for din virksomhed, så bør du overveje en anskaffe dig en CDP, da den kan løse blandt andet alle disse udfordringer.

Hvordan kan man bruge en CDP i sin forretning?

Det er klart, det lyder super spændende at få fingre i et system, der gør det så meget nemmere at håndtere data, men software kan kun gøre det du har planlagt det skal gøre. Man køber heller ikke en sportsvogn, hvis man bare mangler et køretøj til at handle ind med. Så er mine bud på lidt inspiration til hvad din virksomhed kan gøre med en CDP.

1# Vær skarp på dine kunder
Identificer kunder, som er tæt på at churne, så du ikke mister værdifulde kunder.
Det er estimeret, at det koster fem gange mere at hente nye kunder ind, end det gør at holde på sine nuværende, så vær konsistent og undgå at miste chancen for at servicere kunder, når de interagerer med dit produkt og brand.

2# Find dine mest værdifulde kunder
Find ud af hvilke af dine kunder, der er mest profitable, køber oftest, engagerer mest med dit brand og returnerer mindst produkter. Mange e-commerce virksomheder har stadigvæk ikke let adgang til det fulde potentiale af kundesegmentering.

#3 Optimer dine bedste produkter, og minimer dine dårligere produkter
Identificer hvilke produkter og kategorier dine kunder er mest tilbøjelige til at købe igen og igen, og hvilket produkter de anbefaler andre. Identificer og minimer de produkter som performer dårligst, med laveste profit og højeste retur-rate. Stop med at spilde dine marketing-ressourcer på at promovere produkter, der efterlader dine kunder med en dårlig oplevelse.

CDP tjeklisten

Det kan være svært at forstå hvad der egentligt karakteriserer en CDP og fuldt forstå teknologien bag en CDP. Du kan bruge tjeklisten nedenfor, for at være sikker på at din (kommende) udbyder lever op til kravene for en CDP, og hvordan disse krav passer til hvad din virksomhed har brug for fra en CDP.

1# Indsamle data fra enhver kilde
En CDP skal kunne indtage alle data, såsom adfærdsmæssige data på event-niveau (f.eks. Websider, apps, mobilbrowsere osv) demografiske og firmografiske data, transaktionsdata, offline og modellerede data (f.eks. RFM modeller, tilbøjelighed resultater, next best action).

2# Anvend alle detaljer af input data
En CDP skal kunne gemme alle input data uden at miste detaljer. Dette betyder at alle detaljer, der er tilknyttet købstransaktioner, promoverings historik, web-browsing logs, ændringer i personlige data osv. skal kunne fanges.

Input kan blive fysisk omformateret, når de bliver loaded ind i CDPen, men de skal kunne rekonstrueres hvis det er nødvendigt.

3# Opbevar indsamlede data på ubestemt tid (i overensstemmelse med privatlivs retningslinjer)
En CDP skal kunne gemme alle indsamlede data, så længe brugerne angiver de må være tilgængelige. For eksempel skal specifikke metadata eksistere, der angiver hvor dataene er blevet indsamlet i systemet, så det er muligt at slette disse data, hvis kunden beder om det.

4# Opret samlede profiler af identificerede personer
En CDP skal være i stand til at forbinde mange forskellige identifikatorer fra flere forskellige platforme og enheder i realtid, der gør det muligt at skabe person-baseret målretning, personalisering, og måling.

Gennem deterministisk og probabilistisk matchning skal en CDP være i stand til at skabe universelle og vedvarende forbrugerprofiler, ved at løse identiteten af kunder og besøgende på tværs af statusser (kendte og ukendte).

5# Dele data med ethvert system der kræver det
En CDP skal kunne være fleksibel i forhold til hvilke eksterne kanaler, der kan bruge dine kundedata. En CDP skal altså kunne integrere med ethvert software system gennem forbindelser og API’er. En CDP skal kunne give adgang til dybere data analyse samtidig med at booste kunde engagering.

Hvorfor skal du investere i en CDP?

Kunderne følger ikke den samme kunderejse, og deres rejser ændrer sig desuden hele tiden. Som virksomhed er det svært at følge med og uddrage præcise kundeindsigter, når dine data er spredt på tværs af alle dine kanaler og du ikke har redskaber til at analysere dem.

Det er netop her en CDP kan gå ind og løse et af de mest hyppige og komplekse problemer, som stort set hver eneste virksomheder kæmper med dagligt.

En CDP giver mulighed for at forstå dine kunder 1:1 ved at opsummere og konsolidere dine data fra alle kanaler og touchpoints, så du får en total forståelse af dine kunder, deres rejser og deres adfærd.

Kunderne forventer i dag at du kender dem, som var du deres frisør eller lokale købmand. Det kræver altså at virksomheder har præcis forståelse for deres kunders adfærd og personlighed, hvilket man kan få gennem en CDP og et samlet sted for dine data.

Har du fået styr dine data på dine kunder, har du også styr på hvordan øge din kundeloyalitet, fordi du forstår deres købsadfærd, handlinger og præferencer, og herved kan du skabe den bedste kundeoplevelse til hver enkelt kunde, hver gang.

Med de forventninger kunder har til virksomheder i dag, er det altså nødvendigt at din virksomhed skiller sig ud fra konkurrenter når det kommer til kundeoplevelsen, noget som en CDP kan løse.

Ved at arbejde med realtids data er det muligt for en virksomhed at være bedre til at omstille sig, hvilket har været altafgørende i disse Corona-tider, da kundeadfærden har ændret sig hurtigere end aldrig før, og tidligere data hurtigt bliver irrelevant.

CDPen giver ikke kun fordele ved at have kendskab til hvad der virker, men det er også muligt at fjerne al irrelevant kommunikation, netop fordi du kender dine kunder på et andet niveau.

Mit blogindlæg har primært fokuseret på CDPens rolle indenfor marketing, men en CDP skaber værdi på tværs hele af din virksomhed med de indsigter og data du får til rådighed.

Vi kender allesammen hvordan det ser ud, hvor CEO’en og CMO’en kigger i et system, indkøberen i et andet system, marketingafdelingen i et tredje system, og lagerarbejderen har måske slet ikke et system at kigge i.

Der er stor kløft mellem hvordan de forskellige medarbejdere og roller forstår virksomheden, og lige her har CDPen nogle unikke fordele, fordi alle kan kigge i de samme dashboards og se hele billedet af virksomheden på en gang.

Finansafdelingen får et bedre indblik i hvordan pengene bliver brugt, hvor performance er høj eller lav, og hvordan man optimere på det. Produktafdelingen får bedre indsigter i hvilke produkter kunderne foretrækker, og hvor der skal købes mere, eller mindre.

Kundeservice får bedre forståelse af hvilke kunder der skaber værdi, og hvor det kan betale sig at gå et skridt videre for at sikre at de også forbliver kunder, hvis de falder indenfor kategorien “most valuable customer”.

Mulighederne er altså uendelige, og jeg kunne blive ved med at liste fordele ved at have bedre indsigter og data på sin virksomhed og sine kunder, men den største fordel er at du simpelthen sparer penge, ressourcer og tid, så du kan fokusere på at optimere din virksomhed, mens CDPen klarer data håndtering og analyse.

Denne type avanceret og kompleks teknologi har været reserveret til de allerstørste virksomheder, men med CDPen og dens egenskaber, er det også muligt for SMV’er at bruge data til at blive endnu bedre end de er i dag.

En CDP er ikke nødvendigvis nem at integrere og kræver oftest en vis viden om data, men der er muligheder for at bruge dem selvom man ikke er den dygtigste i verden til dataanalyse.

Jeg sidder selv ved Custimy.io, og vi er en af de eneste no-code CDPer. Hos os tager det kun 15 minutter at onboarde. Du behøver altså ikke være en udvikler eller super skarp til data, for at få mulighed for at bruge teknologien bag en CDP.

Hvilken CDP giver mening for mig?

Med alt det ovenstående i hovedet, så er det selvfølgelig et hamrende interessant område for enhver virksomhed, der ønsker at optimere sin forretning og levere en bedre oplevelse til deres kunder og brugere.

Det er en game-changer i måden man kan drive marketing på, og for enhver marketer, der ønsker at skabe den ekstra afgørende fordel over deres konkurrenter.
Så det er jo bare at hoppe ud i at undersøge hvordan man får fat i sådan en CDP, ikke?

Som nævnt i starten, er der en masse virksomheder, som har udviklet en eller anden form for CDP. De kan helt sikkert alle sammen hjælpe din virksomhed med at bruge data og indsigter til at forstå sine kunder, produkter, marketing og forretningen bedre, men ligesom i alle andre brancher er nogle udbydere bare stærkere end andre.

Listen af udbydere er lang, så jeg vil for god ordens skyld nævne nogle af dem, der har taget store skridt inden for CDPens univers, og som leverer et fantastisk produkt. Virksomheder som Segment, Exponea, Blueconic, Mparticle og SalesManago er blandt de førende udbydere i dag, og man går sjældent helt galt hvis man kigger i deres retning.

Jeg skal ikke give dig et endelig svar på hvilken virksomhed og produkt passer bedst til dine behov, det kommer an på størrelse af din virksomhed, hvilket felt i arbejder indenfor, og hvad jeres ønsker og krav til CDPen er.

Jeg vil dog slå et slag for Custimy.io, som er en af de eneste CDPer der leverer et produkt skræddersyet til e-commerce virksomheder og deres behov.

Selv kommer jeg med en baggrund som e-commerce manager og CMO.

Jeg har været med til at starte Custimy.io, hvor vi har valgt at fokusere på at skabe et produkt og en CDP, der netop tackler de udfordringer man som e-commerce manager møder hver eneste dag, så man kan bruge sin tid på at skabe fede kampagner, resultater og vækst i stedet for at spilde sin tid på at samle, analysere og forstå data.

CDP for e-commerce

I den sidste del af denne blog vil jeg tage lidt mere specifikt fat i hvordan CDPer kan være afgørende for at få success med e-commerce i dag, og hvordan man kan fremtidssikre sin konkurrenceevne med smartere brug af data gennem en CDP.

Ved at bruge en CDP kan man som e-commerce virksomhed tage sin kundeadfærd og transformere den til personlige oplevelser for hver enkelt kunde. Man kan tage smartere beslutninger når det kommer til at distribuere kundeoplevelser på tværs af alle sine kanaler og platforme.

Man kan sikre at man promoverer de mest attraktive produkter for den enkelte kunde når de besøger din hjemmeside, og i den forbindelse automatisk sende personlige e-mails ud til kunder, der har forladt hjemmesiden uden at købe varerne i kurven, som man kender det fra bl.a. Zalando eller Amazon i dag.

En CDP som den fra Custimy adskiller sig ved kun at bruge førsteparts-data. Det betyder at systemet ikke agerer indtil kunden har købt en vare gennem f.eks. en webshop. Herefter er der blevet givet tilladelse til at CDPen kan bruge dine data til at forbedre oplevelsen for kunden.

CDPen kan gå ind og analysere lige præcis hvilke farve du foretrækker, den kan analysere hvilken kanal du helst vil modtage din kommunikation igennem. Den kan endda regne ud hvilket tidspunkt på dagen du helst vil modtage din kommunikation.

Et eksempel på hvordan CDPen fungerer for e-commerce kan være at du har en kunde der køber et bestemt mærke af voks. Føtex har selvsamme mærke, som de sælger til 99 kroner.

Med en CDP kan du gå ind og kommunikere med kunden igennem personens foretrukne kanal. Du kan kommunikere om tirsdagen, dagen personen foretrækker at kigge på mails om morgenen kl. 9.30, og du kan herved opnå en kæmpe fordel, fordi du rammer kunden på alle de punkter de foretrækker, og ende med at sælge samme voks til højere pris end føtex.

Men hvordan når man så derhen, hvor man kan levere den samme service og oplevelse som man kender det fra de største e-commerce giganter i dag. Hvad skal der egentligt til?

Det er klart at de fleste e-commerce virksomheder i Danmark bare ikke har de samme ressourcer og indsigter til at kopiere de største spillere på markedet, men det er min klare overbevisning at det heller ikke er nødvendigt at investere den samme tid og de samme penge som Zalando, Boozt, eller Asos gør det, for at konkurrere på f.eks. online tøjsalg i dag.

Det er derimod altafgørende at man forstår sine kunder og har mod på og mulighed for at agere på sin viden om kunderne. E-commerce handler først og fremmest om at levere den bedste oplevelse til sine kunder, om det er igennem det bredeste udvalg, de bedste priser, kundeservice eller bedste marketing kampagner.

Der er ikke mange virksomheder, som kan konkurrere på hverken udvalg eller priser, så mit bud til e-commerce branchen vil være at kigge mod at forstå sine kunder bedre så man levere den fedeste service, de bedste anbefalinger af sine produkter, og den mest relevante marketing.

Der er mindre plads til at skyde ved siden af som mindre virksomhed, og ved at have en CDP og de medfølgende dataindsigter kan man arbejde mod at agere smartere end sine konkurrenter på markedet.

Jeg er stor modstander mod at man som e-commerce manager skal bruge op til 20 timer om måneden på at sidde og finde og hoved og hale i sine data, når der er redskaber derude, der gør det muligt at undgå dette tidsspild.

I stedet mener jeg man bør bruge tiden på at skabe fede kampagner, optimere på sin marketing eller virksomhed, eller arbejde mod at blive bedre end sine konkurrenter. Så kan man lade teknologien bag en CDP gøre alt det kedelige arbejde for en, og endda sikre at man har et fuldkomment billede af sine kunder at arbejde ud fra.

Som nævnt er Custimy.io, som jeg selv har været med til at starte, en af disse Customer Data Platforme, som har valgt at fokusere på at levere data og indsigter til små og mellemstore e-commerce virksomheder, som ellers ikke ville have de her redskaber.

Vores CDP tager sig af al kompleksiteten, teknologien og data-håndteringen, og skaber en platform for e-commerce managers, der ikke nødvendigvis har evnerne eller tiden til at nørde i data, men gerne vil eksekvere på dem og skabe resultater med det samme.

Forskellen på en traditionel CDP og en målrettet til e-commerce kommer særligt til udtryk, når det kommer til hvilke data, der indsamles og præsenteres for brugeren. Vores CDP er bygget omkring forståelse af den enkelte kundes adfærd og data i et 1-1 forhold, hvorefter der bygges segmenter ud fra disse indsigter, så e-commerce manageren har et bedre overblik over sine kunder og bl.a. deres købsmønstre.

Desuden kan en CDP som Custimy’s hurtigt identificere den bedste og mest relevante marketing for den enkelte kunde og deres kunderejse. Det er nemt og hurtigt at forstå hvilke produkter man har success med, og hvilke man ikke har success med.

En CDP som vores kan gå ind og fortælle dig hvilke kunder, der faktisk er dine bedste kunder. Altså dem der bruger flest penge, og kommer til at bruge flest penge i fremtiden. Dem der ikke returnerer varerne, men faktisk lægger penge i kassen hos dig i sidste ende.

Vi kalder dem Most Valuable Customers. Fordi de netop er det.

Custimys CDP kan gå ind og beregne hvilke kunder der skaber mest værdi for dig, og gennem machine learning og algoritmer kan CDPen identificere lignende kunder, som du kan markedsføre dig til, så du rammer de rigtige kunder hver gang. Det handler ikke om de billigste kunder, men de bedste.

En veludviklet CDP er i konstant udvikling. Med algoritmer, AI og machine learning, kan en CDP som Custimy lære af sine brugere og give anbefalinger og nye måder at finde segmenter og lignende kunder på.

Vi kalder det Power of 100 Marketers, og det betyder kort fortalt at vores platform lærer af sine brugere, og kan levere den skarpeste viden fra de dygtigste marketers derude til dig, på baggrund af deres beslutninger og brug af platformen.

Hvorfor Custimy.io som CDP platform?

Som en afslutning på dette blogindlæg får i mine fem bedste argumenter for hvorfor det absolut giver mening at anskaffe sig et system som Custimy’s CDP hvis man er indehaver af en webshop, eller arbejder med e-commerce, marketing eller bare vil styrke sin virksomheds konkurrenceevne i disse digitale tider.

  1. Vi er no-code – som en af de eneste på markedet, kan man bruge Custimy’s Customer Data Platform uden at skulle være super skarp inden for hverken dataanalyse eller programmering. Platformen kan integreres på 15 minutter, så man som e-commerce manager kan bruge alle de værdifulde indsigter til at eksekvere på det man er god til.
  2. Skabt til små og mellemstore virksomheder – Custimys CDP er en af de mest tilgængelige CDPer på markedet, både når det kommer til pris og brugervenlighed. Det kræver færre ressourcer at få adgang til de samme redskaber og dataindsigter som de store virksomheder har afsat kæmpestore afdelinger til at håndtere.
  3. Du ejer dine egne data – Du skal ikke være afhængig af Facebook, Google, eller Apple når det kommer til data. Alle data indsamlet af Custimy er ejet af dig. Det gør det mere sikkert, og fremtidsholdbart, når der kommer ændringer som den nye iOS 14.5 opdatering, som alle snakker om i dag.
  4. Baseret på førsteparts data – med alle de nye retningslinjer indenfor GDPR og datasikkerhed, er det en kæmpe fordel at sikre sig at man overholder reglerne både i dag, men også i fremtiden.
  5. Med førsteparts data er du sikret at din virksomhed ikke bryder data-sikkerheden, og samtidig er du ikke begrænset i din adgang til det fulde overblik over dine kunder, fordi Custimys CDP kan trække data fra så mange kilder til at skabe det fulde billede af dine kunder og virksomhed.
  6. Skabt til at aktivere og eksekvere – som nævnt er jeg selv marketing-mand hele vejen igen, så det har været afgørende for os, at den data og de indsigter du får gennem vores CDP er relevante, og tilgængelige så du hurtigt kan eksekvere og aktivere dem. Det handler i sidste ende om at kunne bruge sine indsigter på den bedst mulige måde, så vi kan skabe resultater.

Jeg håber mit indlæg har kastet lidt lys på det her nye system, hvad der er op og ned indenfor CDPens univers, og hvordan man som virksomhed kan tage stilling til noget som jeg godt tør forudsige kommer til at ændre måden vi driver forretning på i dag.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Vil du ikke gå ikke glip af noget?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få alle mine tips og tricks gratis i din indbakke.