Fra en lille kælder til Danmarks største ketchershop

Fra en lille kælder til Danmarks største ketchershop
Micky Weis
Micky Weis

15 års erfaring i online marketing. Tidligere CMO i bla. Firtal Web A/S. Blogger om marketing og de ting jeg har oplevet på vejen. Følg med på LinkedIn for daglige opdateringer.

For godt 2 år siden blev jeg ringet op af en ivrig gut ved navn Torben.

Han fortalte mig at han havde hørt han skulle have fat i mig til noget e-commerce hjælp.
Torben fortalte mig lidt om forretningen og jeg tog toget til Odense uden at vide hvad jeg skulle forvente

Jeg kommer derefter ned i en butik i hjertet af Odense og derefter ned i en kælder, stuvet fuld med produkter.
Min første tanke var “Hold nu kæft et kaos” – men den energi som Torben og Mikkel havde var uovertruffen.

Jeg har set det mange gange før, og det var præcis sådan jeg også huskede min tid i Slikhaar og Firtal: Ting er bare kaos i starten og alle løber hurtigt.

På det tidspunkt kunne jeg godt se at deres forretning var på det spæde stadie og de havde mange ting at lære, så i stedet for at tilbyde min hjælp valgte jeg at lave en PDF med alle de tips og tricks jeg selv havde set igennem min tid indenfor e-commerce. Jeg sagde til dem, at hvis de skulle lykkedes skulle de gøre 80% af de ting i den PDF – netop som jeg havde lært det af Jesper Hvejsel i Firtal Web.

Torben takkede mig mange gange, vi fik en sandwich i Odense og dagligdagen gik videre.

Fast forward: 2 år efter ringer min telefon og manden i den anden ende er Torben.

Torben fortæller mig at de nu er flyttet ud af kælderen, fået større lokaler og har mangedoblet deres omsætning.

Jeg var så glad at jeg fik gåsehud og jublede, det gjorde jeg faktisk også da jeg læste dette interview med de to gutter.

Nu arbejder jeg tæt sammen med Torben & Mikkel på tværs af deres forretninger og jeg nyder hvert sekund.

For at give noget videre har jeg i dag givet ord til de 2 gæve gutter, som her fortæller deres historie.

Så læn dig tilbage, åben en kold cola og lær hvordan godt købmandsskab, en middag med Jesper Buch og et skønt team, kan gøre en stor forskel.

Fra hjertet: Hvem er i og hvad er det for nogle forretninger i driver?

Vi er et team bestående af Torben & jeg (Mikkel). Vi er henholdsvis 43 år og 25 år gamle og har siden barndommen begge været passionerede badmintonspillere.

Til daglig driver vi en ketcher-sports forretning med 3 webshops (Badmintonshoppen.dkKetshop.dkTennisshoppen.dk), samt en fysisk butik, som altsammen ligger i Odense.

Vi føler os meget priviligerede over, at drive en forretning i kraftig vækst og samtidig har berøring med vores store passion.

Hvordan startede det hele?

Torben fortæller
Jeg kom fra en helt anden baggrund, hvor jeg arbejdede med transport, og har været selvstændig der. Jeg fik dog nallerne i klemme i finanskrisen og måtte sælge resterne af det firma til en anden. Jeg fik et fuldtidsjob, og hyggede med det, men det selvstændige liv rykkede i mig, og en dag fik jeg muligheden for at overtage en webshop indenfor badminton (Badmintonshoppen.dk), som jeg valgte at takke ja til efter en mindre forhandling.

Det var ganske lille forretning med 1, max 2 ordrer – om dagen i starten, og det var bare noget der kunne klares efter mit “rigtige” arbejde.

Jeg havde ingen forudsætning for at arbejde med online handel, så det var learning by doing! Jeg kastede mig ud i det og begyndte at lave de første forbedringer.

Allerede efter 1 1/2 år måtte jeg sige mit job op, idet ordrerne stille og roligt blev flere og flere. Det begyndte at overtage AL min fritid og jeg måtte have hjælp af min hustru om aftenen for at nå det hele.

Så i 2012 var året hvor jeg gik fuldtid på projektet, men shoppen var ikke stor nok til at give løn, så der havde jeg 2 1/2 år uden at jeg kunne trække løn derfra. Derfor måtte jeg trække noget opsparing, samt blive badmintontræner om aftenen, for at få det hele til at løbe rundt.

Men fra 2012 og de næste 3 år frem gav jeg den bare max gas og arbejdede 12 – 14 timer i hverdagen og ca. 8 timer i weekenden fordelt ud over lørdag og søndag.

Jeg stod gerne op kl. 4 om morgenen inden resten af familien fik øjne kl. 9, så det ikke gik ud over nogen at far arbejdede meget.

I slutningen af 2014 begyndte jeg at erkende, at hvis jeg for alvor skulle lave en forretning, som jeg 100% kunne trække en fuldtidsløn ud af, uden at skulle supplere med andre indtægter eller skulle tappe en opsparing, så skulle der mere omsætning til.

Derfor skulle shoppen til udlandet eller alternativt blive en del af en fysisk butik.

Det blev til det sidste og i 2016 overtog jeg en fysisk butik i Odense ved navn Ketshop og her mødte jeg min kommende forretningspartner Mikkel.

Herfra gik det virkelig stærkt og vores fælles historie bliver fortalt videre af Mikkel.

Mikkel fortæller
Jeg er som sagt 25 år og har derfor ikke lige så mange år på bagen som Torben:-) Men jeg startede som opstrenger i ketcher-sports forretningen Ketshop som 15 årig, hvor jeg opstrengede ketchere 3 gange om ugen som ungarbejder.

I 2012 fyldte jeg 19 år og var netop færdig med en 4-årig gymnasiel uddannelse som Team Danmark elev, hvor jeg samtidig trænede op mod 8 gange om ugen. Jeg havde derfor ikke mange timer i Ketshop længere, men havde brug for et deltidsjob, da jeg var færdig på gymnasiet og det kunne Ketshop heldigvis tilbyde. Selvom jeg kun var ansat deltid, kunne jeg ikke lade være med at komme lidt oftere, samt arbejde lidt hjemmefra, da der simpelthen var så mange ting jeg kunne se, at jeg kunne forbedre.

I 2014 i en alder af 21 år blev jeg tilbudt jobbet som butikschef i Ketshop, hvilket jeg takkede ja tak til. Ketshop havde ikke rigtig gang i nogen online forretning, men var Fyns foretrukne specialforhandler inden for ketcher-sport og havde været det siden år 2000. Sammen med eleven Frederik styrede vi to unge gutter forretningen, men omsætningen steg ikke rigtig, da vi havde en ejer, som bremsede udviklingen.

Han bare gerne ville have det hele til at køre rundt, uden at tage de store chancer og Ketshop var og er den eneste special forretning af sin slags på Fyn. Jeg havde mange ideer og kunne også se, at onlinehandel var det som folk købte på og det ville jeg selvfølgelig gerne være med på.

Men jeg fik ikke lov og derfor overvejede jeg også kraftigt at søge andre veje, indtil…….

Ketshop havde været til salg nogen tid, uden jeg egentlig var rigtig klar over det, men en dag i august 2016 stod Torben pludselig foran mig og sagde “Hej, jeg er den nye ejer af butikken”.

Jeg var målløs, men måske også lidt glad, da jeg vidste, at med en ny mand ved roret kunne jeg også få nogen af mine ambitioner løst, da jeg ikke fik ret meget snor til at gøre det jeg egentlig ville.

Torben viste mig fra dag 1 hans forretning og det syntes jeg straks var rigtig spændende. Jeg havde ingen idé om, at det var online handel, som var spændende for mig, med med ord som “title-tag”, “meta-tag” og “inkognito”, blev jeg straks nysgerrig og samspillet kunne med det samme mærkes – vi ville begge to fremad!

Det blev faktisk næsten til, at vores nye elev Sebastian stod ude i butikken som butikschef, mens Torben og jeg sad ude bagved og nussede med SEO og sørgede for at vækste forretningen, selvom Torben hele tiden sagde, at jeg først kunne se det hårde arbejde på ordrerne om et halvt til et helt år!

1,5 år gik og nu er vi i foråret 2018, hvor jeg nu er fyldt 24 år og skal til at finde ud af, hvad jeg skal med mit liv.

Enten skal jeg studere eller også skal jeg kaste mig ud i dette projekt, som jeg bare syntes er HAMMER spændende og jeg kan mærke, at det bare ligger lige til højrebenet for mig. Derfor er jeg så heldig, at Torben spørger om jeg vil være hans forretningspartner og det sker 1. august 2018. Forretningen er allerede vækstet næsten dobbelt op og vi kan se masser af muligheder for at drive det endnu mere frem – der er masser af opgaver, som bare skal løses, så vi kan give de andre baghjul!

I mellemtiden er Tennisshoppen åbnet i april 2017 og vi har nu 3 stærke webshops, samt en fysisk butik, som bare flyver derudaf.

Det går faktisk så stærkt, at vi er nødsaget til at leje 2 eksterne lagerlokaler, da vi simpelthen ikke har plads på den adressen med de 150 kvm. Vi pakker ordrerne nede i kælderen og er nødt til at kaste dem ud af et lille vindue, da der simpelthen ikke er plads til flere pakker nogen steder! Derfor tager vi vores første store fælles beslutning om, at flytte i nye lokaler på Blangstedgårdsvej 14 i Odense SØ, hvor der er et lagerlokale på hele 569 kvm!

Det er en meget stor beslutning og vi er i tvivl om, om vores kunder vil følge med, men her tænker vi meget i vores online forretning, da det virkelig er her vi er stærke og her vi kan blive endnu stærkere og større! Vi vil nemlig være Europas største badmintonforhandler og det er vi ikke bange for at sige.

Siden den dag er forretningen og især online delen i konstant vækst og vi er nu 7 fuldtidsmand ansat, samt 4 ungarbejder og det er virkelig en anden tid end der hvor vi startede. Vi turde kaste os ud i det og nu rammer vi en omsætning et stykke over et to-cifret millionbeløb.

Næste step var at skrue op for indsatsen og her tager vi kontakt til Micky, som bare er super skarp fra dag 1. Micky havde besøgt os tidligere og så store udfordringer i logistikdelen og at vi umuligt kunne skalere forretning på så få kvadratmeter, så det var også med hans ord, at vi turde flytte og heldigvis er kunderne fulgt med – både fysisk, men især også online, hvor fordelen i 2016 måske lå på 50/50, så ligger den nu nærmere 25/75 i onlinedelens favør.

Så for at opsummere, så har min baggrund heller ikke rigtig noget med e-handel at gøre, men det at dyrke en elitesport såsom badminton, giver bare et drive, hvor man virkelig kan bruge det i sit daglige virke som iværksætter. Og jeg elsker at se noget vokse og se, at den kategoritekst man skriver eller det title-tag man laver, eller den video man laver, bare virker og at vi kan måle på det med vores data.

En middag med Jesper Buch, hvad gør det lige?

Ja det gør en hel del 🙂

Vi så et opslag på Facebook, hvor man kunne få lov at møde Jesper Buch, hvis man vel og mærke betalte 10.000 kr. Her kunne man så have manden i 8 timer, hvor man kunne få sparring på sit projekt, sammen med 8-9 andre iværksættere.

Ikke helt ligegyldige penge, men han gjorde det for at skære de mest useriøse fra, så det kun var de få, som virkelig mente det! Og det gjorde vi i den grad.

Det er nogle af de bedste penge vi har brugt og vi blev enige om, at det var Torben der skulle tage afsted.

Jesper Buch er præcis, som han er i fjernsynet – lige på og kontant. Super fedt og ærligt.

Indledningsvis skulle vi introducere vores virksomhed med en slags SWOT-analyse, og så gik man ellers igennem grillen….

Det resulterede i 10 min “skæld ud” foran 9 andre, som hørte på alle de tabte muligheder han så 🙂

Men som han også sagde, så er det kun fordi han kan se muligheder og at vi bare skal ud over bakkerne og følge denne ABC liste, som han vil lave sammen med os. Og så sagde han, at han i øvrigt meget gerne vil vide, hvordan det går os fremadrettet, og hvis vi har brug for hjælp, så er han lige i den anden ende og du kan trække på hans netværk.

Præcis den sidste sætning virker ubetydelig, for selvfølgelig var vi glade for at høre hans råd, og vi har også fulgt meget at det, men det har klart været gennem de mennesker vi har kunne trække på, at den største gevinst har vist sig at være.

Vi har fået sparring på vores fælles projekt fra super kompetente mennesker vi aldrig ville have været i nærheden af, ville bruge bare 1 sekund på os. Men når man ringer og siger at Jesper Buch har sendt én, fordi man godt kunne bruge noget sparring på et givent område, og han siger manden i den anden ende er den bedste på sit felt, så åbner dørene sig på magisk vis.

Så får du muligheden og du er igang med dit eget projekt – Så find de 10.000 kr. for søren.

Det er også her igennem vi har mødt Micky Weis, som har været og stadig er vores strategiske rådgiver og generelt en digital troldmand, som når han svinger tryllestaven, så sker der magi. (Tak for de fine ord gutter, selvom jeg stadig føler mig slået over de massive tæsk jeg har fået af jer i squash :).)

Fra en kælder til Danmark’s største Ketshop, hvordan gør man lige det?

Der kunne nok være flere veje derhen, men det vi har gjort er ganske enkelt.

Vi gør os umage.

Vi er ikke bange for at spørge dygtige mennesker, selvom det er angstprovokerende og du kan komme til at se dum ud.

Kigger ud over vores egen branche og lader os inspirere.
Vigtigst af alt… Vi bruger meget tid på det.

Kort sammenfattet: “Work harder & smarter”, det virker.

Hvor vigtigt er det for jer at jeres hobby også er det i sælger? Kunne i have solgt hvad som helst?

Det har vi snakket om flere gange faktisk og det er et meget klassisk spørgsmål fra mange mennesker.

Det vi tænder på er faktisk, at lave en forretning, og at se vores forskellige tiltag tage fart. Det er kun 2 menneskers skyld, hvis der er succes eller fiasko. Det er Torben og jeg og det er yderst motiverende.

MEN, vi skal da ikke lyve! Det er absolut et “add-on”, at det er noget vi også har personlig interesse for og det er måske det der lige gør, at vi går den ekstra mil og når det er surt (for det er det også engang imellem) så er det altid noget at det er produkter vi selv syntes er spændende.

Hvordan ser fremtiden ud, skal der ske noget udover landets grænser?

Det skal der satme 🙂

Vi åbner snart Sverige og derefter tager vi så et land mere og et land mere osv.

Vi går ud over landets grænser på Badmintonshoppen, og missionen er, at uanset om du er fra Sverige, Spanien, Holland eller et andet land i Europa og du skal have badmintonudstyr, så skal du tænke på Badmintonshoppen.

Den ligger nogle år forude, men det er derhen vi skal!

Ordet er jeres, solen skinner (håber jeg) på shoppen – har i noget på hjertet?

Hvis vi skulle supplere med noget nyttig info omkring hvorfor vi har haft succes, så var det jo umuligt at forudse at vi ville arbejde så godt sammen.

Det skete bare.

Men vi har erfaret over tid, at vi er meget forskellige og det har vist sig at være en stod fordel i sig selv.

Alene på vores alder, så er vi 2 meget forskellige steder i vores tilværelse, og derfor kan vi byde ind med forskellige ting.

Torben fortæller
Har været selvstændig før, og har noget erfaring med at drive en forretning samt ledelse af personale, som vi trækker på. Vi sætter retningen for virksomheden sammen, men Torben har til tider noget mere pondus i diverse forhandlingssituationer med leverandører og andre! Vi kan mene og sige det samme, men vi får tit en anden reaktion når det kommer fra Torbens mund istedet for min, så det tænker vi naturligvis over. Vi skal jo have de bedste priser!

Torben er mest de store linjer og har en mening om, hvor vi skal hen i store træk, mens Mikkel måske ved præcis, hvordan udformningen skal se ud.

Mikkel fortæller
Jeg bidrager med noget tempo i virksomheden, og ligger nogle flere timer end Torben og sørger generelt for, at få det optimale ud af både Torben og jeg samt alle vores medarbejdere. Jeg er noget mere detaljeorienteret end Torben og ALT bliver flueknippet til det mindste – Jeg accepterer ikke, at det er kun “næsten i orden”.

Jeg er modsat Torben helt nede i gryden, og ved alt omkring, hvor vi præcist er med udvikling og hvad vi mangler og hvad jeg kunne tænke mig!

Slutteligt har jeg også en mere ungdommelig tilgang til flere ting, og da jeg ligger tættere på vores primære målgruppe, er det tit min tone som bliver formuleret ind i tekster osv.

Vi har for eksempel også nogle statements hængende på kontoret og det ene hedder “Teamwork – makes the dreak work”. Det passer nok også meget godt på os to og resten af vores team 🙂

Vi har dog 1 primær ting tilfælles og det er, at vi begge er sportsmennesker og vi er (in it – to win it).

Vi har hørt udtrykket, at i et succesfuldt team, skal der være en kok og en købmand…. Det passer måske meget godt.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

15 års tips og tricks?

På LinkedIn deler jeg hver uge tips og tricks med mere end 8.000 følgere. Det er gratis at følge med og du kan altid “unfollow” mig igen. Vil du være med?

Gratis tips og tricks »